Skagen får paramedicinerbil året rundt
Paramedicinerbilen er bemandet med en paramediciner, som kan yde livsreddende hjælp, indtil patienten kan transporteres på hospitalet

Skagen får sin egen paramedicinerbil hele året rundt. Arkivfoto
SKAGEN:I de seneste år har Skagen haft en akutbil i sommermånederne, men 1. februar 2021 får Skagen i stedet en paramedicinerbil, som vil være i drift hele året.
Oprustningen er en politisk prioritering i forbindelse med budget 2021.
- Det er en god nyhed, at vi nu kan forbedre det præhospitale beredskab for borgere i den nordligste del af regionen. Det har længe været et ønske, som vi nu har haft mulighed for at realisere, siger regionsrådsformand Ulla Astman.
Forskellen på en akutbil og paramedicinerbil er, at akutbilen er bemandet af en ambulancebehandler, som kan yde livsreddende behandling og smertebehandling.
En paramediciner har yderligere uddannelse og udstyr med, så paramedicineren på egen hånd kan udføre mere avanceret behandling af patienter, der eksempelvis lider af åndenød, kredsløbsproblemer, hjertestop eller bevidstløshed og har flere muligheder for understøttende diagnostik til understøttelse af beslutningstagning.
- Det har været et stort ønske blandt borgerne i Skagen, at det præhospitale beredskab skulle styrkes, så jeg ved at denne løsning er længe ventet. Ikke alene kommer der nu en paramedicinerbil – den bliver også fast året rundt. Det kommer til at gøre en stor forskel for trygheden, siger borgmester Birgit Hansen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.