Nørager

Byens rose gik til en udenbys mand

RØRBÆK:En af de faste traditioner i forbindelse med byfesten i Rørbæk er uddelingen af Byens Rose. Det sker på festens sidste aften i forbindelse med revyen. Rosen gives til en aktiv person, der i mange år har lavet et stort arbejde til gavn for byens borgere, og i år gik rosen ikke til et bysbarn, men til en udenbys person. Men dermed ikke mindre velfortjent. Det blev Per Bøgh Sørensen, som på byfestens sidste aften blev hyldet, og han kommer fra en anden lille by i Nørager kommune - nemlig Stenild. Men - han har i 11 år trænet seniorherreholdet i fodbold i Rørbæk Idrætsforening. En opgave han dog nu har givet videre, men han er fortsat i idrætsforeningen, blandt andet som kampfordeler. - Det er også ham, der kridter banen op, og han har været med til at lave alt herude på stadion. Han hjælper altid til med alt muligt, så ham kan vi ikke undvære, sagde Claus Myrup, da han afslørede, hvem der skulle være årets modtager af Byens Rose. Han har i øvrigt selv fået denne hæderfulde blomst overrakt. Det skete sidste år, og dermed kommer både han og nu også Per Bøgh Sørensen i fint selskab, for i Rørbæks bymidte findes et lille anlæg, og her er det synlige bevis på, at byen hvert år siden 1992 har overrakt denne hæderfulde blomst til en person, som har gjort noget særligt for byen. I anlægget står en lille rødmalet træmølle, og rundt om den står nogle smukke roser - én for hver person, som har fået Byens rose siden 1992. Ud for hver rose står også et lille skilt med modtagerens navn. Der mangler dog et par navne, for at den ærefulde liste er helt ajourført. Men det sker snart, har Claus Myrup lovet.