Byens sidste rullekone ruller videre

Ditte Knudsen fylder 70 på tirsdag og vil fortsat holde liv i en uddøende branche

HOBRO:Da Ditte Knudsen i 1971 købte sin store, tunge rullemaskine, kunne Hobro mønstre fem rullekoner. Nu er kvinden på Vester Altan den sidste. På tirsdag fylder hun 70. Selv om hun de senere år er gået på en slags deltid og kun ruller to dage om ugen, holder hun fast i presseriet. Hvis Ditte Knudsen lukker, vil hobroenserne ikke længere have et sted, hvor de kan få deres duge, lagener og sengebetræk rullet. Den kolde måde I hvert fald ikke på den kolde måde. For der er ingen dampende varme i det monstrum af en maskine, som Ditte Knudsen har stående i udhuset ved villaen på Vester Altan 17. Det er en anlæg fra 1952. Klæderne glattes alene ved vægten fra en stor kasse fyldt med sten. Den metode giver det bedste resultat. - En forhandler af duge har forklaret mig, at kold rulning giver klædet et mere glat udseende, fordi luven lægges ned modsat ved varmrulning. Ditte, der bærer navnet Edith i sin dåbsattest, men aldrig kaldes andet end Ditte, stammer fra Nørbæk og Sjørring-egnen. Som ganske ung arbejdede hun som gangpige på sygehuset i Hobro og fik senere ansættelse på alderdomshjemmet. I 1959 blev hun gift med skibstømrer Egon Knudsen. De fik to døtre og byggede i 1966 huset på Vester Altan. Hun fik rulleriet i tankerne, da døtrene var små og skulle begynde i skole. - Jeg arbejdede et år hos rullekonen Fru Hansen på Randersvej. Da hun stoppede i 1971, købte jeg hendes rulle. Så kunne jeg arbejde hjemme og være hos pigerne, forklarer Ditte Knudsen. 75 øre for en dug Siden er der glattet ud i stor stil. Rullen er stadig den samme fra Alb. Andersens Rullemaskinefabrik i København. Virksomheden eksisterer ikke længere, så da et kardanled gik itu, blev det skiftet ud med et fra en Dronningborg mejetærsker. De første år opkrævede Ditte Knudsen 75 øre for at presse en dug. I dag er taksten 15 kroner, mens et lagen koster syv kroner. Et næsten symbolsk tillæg til pensionen. Kundeflokken er efterhånden blevet mindre. - Mange unge bruger ikke duge, men f.eks. stof af nervøs velour, der ikke skal presses. Jeg synes nu, at der skal en rigtig dug på et bord, hvis det skal se pænt ud. Ditte Knudsen blev enke i 1989. Men ensom er den snart 70-årige kvinde næppe. Hun er frivillig i Biecentret i Hobro, hvor hun hjælper og afløser i køkkenet. - Jeg kan godt lide at snakke med de gamle. Jeg føler, jeg gør en forskel, siger hun, og forsikrer, at hun bestemt ikke selv føler sig gammel. - Det er nok fordi, jeg er så aktiv, forklarer hun. Folkedans og gymnastik Ditte Knudsen er formand for IK Rosendal Folkedansere, der hver tirsdag svinger rundt i Biecentrets sal. Onsdag formiddag dyrker hun ældregymnastik i Rosendalhallen, om sommeren spiller hun kroket i Hobro Petanque og Kroketklub og hun cykler mange ture sammen med sin gode ven, tidligere landmand Kjeld Kristiansen. Han er også hendes faste rejsekompagnon, når den store verden udforskes. De senere år er det typisk blevet til seks udlandsrejser om året. I fjor var destinationerne blandt andet Kina, Mallorca, Nordkap, Irland og Maderia. Tidligere har de f.eks. besøgt Skotland, Sydafrika og Island. Det er ikke solbeskinnede strande, der trækker. - Jeg er heller ikke til at kigge på hovedstæder og flotte bygninger. Jeg vil gerne opleve naturen og se, hvordan andre mennesker lever, siger Ditte Knudsen. Rulleforretningen fortsætter, men Hobros sidste rullekone vil gerne finde en person, der kan fortsætte forretningen og føre erhvervet videre. Det bliver nok svært, erkender hun. Derfor vil man nogle år endnu nok kunne få dugen glattet ud på Vester Altan 17. Åbningstiden er begrænset til mandag og tirsdag. Og på tirsdag 1. marts står maskine stille. Så fejrer Ditte Knudsen sin 70 års fødselsdag med venner og familie.