Løkken

Byens største forsamlingshus

Ny inspektør vil have mere gang i den 30 år gamle hal

LØKKEN:Løkken Hallens nye inspektør, Poul Zinck er fuld af idéer til at få mere liv i hallen. Men samtidig indbyder han til et møde mandag aften om, hvad der skal foregå i hallen. - Mødet gælder alle brugere - både foreninger og foreningsløse. Jeg forestiller mig en dialog og en brain storm med udveksling af idéer og ønsker. Hver uge bruger 800-1000 personer hallen - eller rettere hallerne, for svømmehallen er også populær. - Halvdelen af tiden er lejet af forskellige skoler, Sund By og foreninger, især til badminton, håndbold, volley og svømning. Det er personer fra hele egnen, men der er nok ikke mulighed for at udvide antallet - vi er nok nødt til at bejle til andre, erkender han. Længere åbent Poul Zinck udvidede allerede 1. september åbningstiden for hallen for at få flere brugere. - Jeg kunne jo se, at folk stod og trippede uden for kl. 9, når vi åbnede i weekenden. Og det samme gælder til hverdag. Hvis der viser sig interesse og behov, udvider vi endnu mere, siger den 47-årige halinspektør. Med de tidlige åbningstider kan man nu også svømme om morgenen, før man tager på arbejde. - Vi fik idéen i sommer, da alle nabohaller langs kysten holdt ferielukket. Nu er der 15-20 til morgensvømning tre gange om ugen. Fra på mandag vil Poul Zinck også tilbyde rundstykker og kaffe efter svømningen. - Så kan de hygge sig lidt bagefter, inden de tager på arbejde. Det er ikke sikkert, de synes det er en god idé, for vi er jo alle vane-mennesker. Svømning forbinder man ikke normalt med rundstykker og kaffe. Bedre forhold Halinspektøren har tidligere - i 21 år - haft et firma med salg af pejse og ventilationsanlæg. Den erfaring har han brugt i hallens motions- og fittness center. - Der var alt for fugtigt og varmt, fordi det ligger op ad svømmehallen. Fugtig varme hører ikke sammen med udfoldelserne i fitness-rummene. Nu kommer der frisk luft ind hele tiden. I oktober får centeret flere maskiner, bl.a. en stepmaskine og et løbebånd. Næste store projekt er renovering af svømmehallen i vinteren 2004-05. - Så kunne vi jo udvide fittnes-centeret og lave nye mødelokaler og konferencerum, som er en mangelvare i byen. Vi mangler også depoter, ligesom vi med sauna og dampbad kunne tiltrække flere turister. Hallerne er i øvrigt en ret stor forretning med træningslejre, festlokaler og mad fra køkkenet. Der er fire ansatte på fuldtid, tre på deltid og 10-12 afløsere. - Vi råder over 132 senge, men låner hotelværelser efter aftale når der er flere, f.eks svenskere eller nordmænd, der spiser her under træningslejren. - Og så ligger hallen i et fantastisk område med klitter, strand og skov lige bagved. Der er endda et anlæg med stier gennem Vendsyssel Plantage, så vi har lavet en løberute.