Byens stolthed fylder 10 år

Børnepasning 26. september 2002 08:00

THORSHØJ: Det aktive lille lokalsamfund Thorshøj stod for godt 10 års siden sammen, og fik ved en stor frivillig arbejdsindsats etableret den lokale Thorshøj Børnehave. Thorshøj borgerforening fik i 1991 flere henvendelser vedrørende børnepasning i byen. Der blev nedsat et udvalg, som ret hurtigt blev klar over, at behovet for en børnehave var til stede. Efter flere overvejelser og mange undersøgelser, der viste, at der var mulighed for at oprette en institution, gik man i forhandling med kommunen. Resultatet af et stort forarbejde blev, at Try Thorshøj Boldklub i samarbejde med byens og oplandets borgere opførte en tilbygning til forenings klubhus. Her lejede forældreforeningen Thorshøj Børnehave sig ind, og Thorshøj børnehave kunne den 1. oktober 1992 slå dørene op for cirka 25 børn. Et lille lokalsamfund havde bevist, at man kan nå et flot resultat ved fælles hjælp. Trange forhold Der gik kun et par år før pladsen i børnehaven blev for trang. Børnene blev ældre, men havde også pasningsbehov efter skoletid. Tanken om et klubtilbud begyndte så småt at tage form. Løsningen blev et nybyggeri i tilknytning til den eksisterende børnehave. Igen trådte Try Thorshøj Boldklub til og fik i samarbejde med byens borgere og forældre samt en bevilling fra Sæby Kommune opført et nyt hus. Byggeriet gik i gang i oktober 1996 og i marts 1997 kunne Thorshøj Børnehave tage det nye hus i brug. Thorshøj Børnehave har i dag ti ansatte som passer ca. 60 børn. Helt fra starten blev den lille trygge børnehave et stort aktiv for det lille samfund. Ikke kun børnene og deres forældre føler sig knyttet til institutionen, også mange af Thorshøjs øvrige borgere har deres daglige gang på stedet. Bl.a. er det frivillige fra byen, der sammen med børnehavens forældre, står for mindre vedligeholdelses-opgaver i børnehaven. Derfor udgør børnehaven også i dag et helt naturligt samlingspunkt for byen, samtidig med at institutionen ofte går aktivt ind og deltager i andre af byens arrangementer. I den nærmeste fremtid regner børnehaven med, at deres legeplads skal undergå en større renovering, og mon ikke også der denne gang bliver sendt bud efter de mange frivillige kræfter? Den runde fødselsdag fejres i hele tre dage. Torsdag den 3. oktober holder børn og personale en hel privat fødselsdag. Hvor der bl.a. bydes på Mc Thorshøj burgere og Sonjas Tivoli. Fredag eftermiddag den 4. oktober er der åbent hus og lørdag aften den 5. oktober har bestyrelsen inviteret alle, som på en eller anden måde har haft tilknytning til Thorshøj Børnehave gennem årene, til jubilæumsfest i klubhuset. ÅB

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...