Byfest blev løbet i gang

Byfestens første dag bød på masser af fodbold og løb

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Så gik starten til årets løb - 25 børn og voksne løb henholdvis seks og 12,5 kilometer. Foto: Bente Poder Foto: Bente Poder

Ø. BRØNDERSLEV: 28 minutter og 26 sekunder efter startsignalet lød var de første deltagere tilbage - og havde tilbagelagt seks kilometer i løb. Målstregen var på stadion i Øster Brønderslev, hvor Øster-Brønderslevløbet blev indledningen på den lokale byfest, der byder på aktiviteter for både store og små til og med søndag. Tommy Rye og Arne Jensen - begge lokale løbere - fik noteret vindertiden, idet de passerede målstregen hånd i hånd. På 12,5 kilometer ruten løb Mads Elgaard, Brønderslev, først i mål med tiden 50,12 minutter. Og han var næsten ni minutterne hurtigere end Steffen Rahbek, der kom i mål som nummer to på den lange rute. Nu var vejret ikke det bedste til udendørs aktiviteter. Vinden ruskede vedholdende i træer, buske, hår og jakker. En enkelt regnbyge blev løberne da heller ikke forskånet for. Og visse steder på ruten var underlaget temmelig blødt at forcere. Kun 25 børn og voksne deltog i Øster Brønderslev-løbet i år -fordelt med 13 på den lange rute og 12 på den korte. Og måske var netop vejr og vind med til at afholde andre løbere fra at stille til start. Taus Jensen, der var løbsleder og er aktiv i den lokale løbeklub L’ØBI benyttede lejligheden til at byde flere op til løb. - Vi er efterhånden flest ældre herrer i klubben. Gennemsnitsalderen er rimelig høj, så vi vil meget gerne have flere med - meget gerne yngre løbere og meget gerne flere kvinder. Han forsikrer, at alle kan være med - også dem uden løbeerfaring. - Vi skal nok hjælpe dem i gang, hvis der er nogen, der har brug for det. - Vi er ikke eksperter, men vi kan fortælle om vores egne erfaringer og give gode råd. L’ØBI sætter af sted hver søndag klokken 9.30 fra klubhuset. Samme udgangspunkt har en gruppe piger, der løber hver tirsdag klokken 16. Og her er der også plads til flere.