Ullits

Byfest efter samme gode model som sædvanligt

Vandgyngen er et af de populære indslag ved byfesten i Ullits, og den er naturligvis med igen i år. Arkivfoto

Vandgyngen er et af de populære indslag ved byfesten i Ullits, og den er naturligvis med igen i år. Arkivfoto

ULLITS:I aften tager de gode Ullits-borgere hul på fire dages byfest, som stort set er skåret over samme læst som tidligere år. Festen plejer nemlig at være godt besøgt, så der er ingen grund til at lave om på det hele. Traditionen tro indledes der således med byfestgudstjeneste i Ullits Kirke i aften. Torsdag aften byder på bankospil, mens fredag aften er helliget revyen, som opføres i Ullits Minihal. Lørdag er den helt store festdag, og her går det løs allerede fra klokken 9 om morgenen med kaffebord, hvorefter man hurtigt er klar til at afvikle de indledende runder i havetraktortræk. Dagen byder også på et optog med gamle veteranbiler gennem byen, og på festpladsen ved Ullits Minihal er der masser af aktiviteter hele eftermiddagen. Blandt andet hoppepuder, tombola, vandgynge og en konkurrence, der går ud på at gætte, hvor længe en gammel bilmotor kan køre uden olie. Det hele slutter med fællesspisning og fest i minihallen lørdag aften.