Byfest med gøgl og strip

VEJGAARD:Gøgl, tivoli, dansemusik og striptease. Jo, der er tænkt på både børn og voksne i det program, som de fire foreninger bag Vejgaard Byfest har lagt for årets festdage. Byfesten starter på pladsen ved Aalborg Socialpædagogiske Seminarium i Odinsgade torsdag eftermiddag og fortsætter indtil søndag. Tivoliet åbner klokken 16 om torsdagen, og samtidig åbner teltet for ølsalget, så folk kan starte bededagsferien med en fyraftensbajer. Sædvanligvis indledes byfesten også med en tovtrækningskonkurrence mellem de klubber, der står bag festen. Men i år kunne det ikke passe ind i folks program, så man har måttet droppe konkurrencen. Til gengæld er der kommet et andet, nyt programpunkt på torsdag aften, nemlig striptease. Klubberne fik et godt tilbud fra Miss Lia, som nu vil gå på scenen og smide tøjet i pauserne under koncerten med bandet Green Village. Miss Lia er blevet kendt som den stripper, der ville have skattefradrag for udgiften til at få opereret sine bryster større. Fredag aften byder teltet på irsk musik med Tullamore Twins, og lørdag spiller Hans Knudsens Plads, igen suppleret med striptease, denne gang med Miss Cha-Cha fra Suldrup. Tivoli på tilbud For børnene er der godt nyt fra tivoliejeren. Han har besluttet at sælge ti-turs kort for 100 kroner. Kortene gælder til alle forlystelserne i bestemte tidsrum, nemlig torsdag fra kl. 16 til 18, samt fredag og lørdag fra 14 til 16. - Og så vil vi meget gerne, at børnene finder ud af, at vi holder børneloppemarked både fredag og lørdag eftermiddag. Hvis vejret er godt, kan de sidde i græsset med deres ting, men hvis det er koldt og vådt, så bruger vi Spartas træningssal, så de ikke kommer til at fryse, forsikrer Jens Jørgen Voldby, formand for bokseklubben IK Sparta. Børnene kan også se frem til søndag eftermiddag, hvor folk fra det tidligere Gøglerskolen kommer og laver gøgl og underholdning. - Vi synes selv, at vi har fået lavet et godt program med noget for alle. Så nu håber vi bare på godt vejr. Det vil vi ha' i år, fastslår Jens Jørgen Voldby. is