EMNER

Byfest uden gadefodbold

Danmark-Bulgarien bliver vist på storskærm

KLEJTRUP:Gadefodbolden må se sig slået af det danske landshold, der dermed har vundet sin første sejr ved EM. Byfestkomiteen har nemlig valgt at aflyse den sædvanlige gade- og familiefodbolddyst under byfesten. - Danmark skal spille mod Bulgarien den aften, det skulle være afviklet, siger Dorte Vallentin, der er formand for komiteen. Så i stedet for gadefodbold, bliver EM-kampen vist på storskærm i teltet, og stemningen hjælpes på vej med ild i den store grill og udskænkning af friskt fadøl. Ellers holdes traditionerne i hævd til byfesten, der allerede i dag begynder med traktortræk. Onsdag bydes der på mere traktortræk - denne gang på havetraktor. Ingen byfest uden kagekonkurrence, men i år er der underholdning mens kagerne bliver bedømt. Til det har komiteen bestilt tryllekunstneren Store Kassa. Når vinderne er fundet, bliver der smagsprøver til alle, lover Dorte Vallentin. Og hvis ikke det er nok, kan man møde op til det traditionelle fælles kaffebord på lørdag, hvor der også er børnedyrskue, og dagen sluttes af med borgerbal i festteltet. Søndag er der bilorienteringsløb og sidst på dagen skal ”verdens stærkeste” M/K findes i verdensbyen Klejtrup.