Hornum

Byfestkomite efterlyser ideer på nettet

Selv om nye ideer efterlyses, betyder det ikke nødvendigvis farvel til velkendte og populære indslag som bilboksning. Arkivfoto

Selv om nye ideer efterlyses, betyder det ikke nødvendigvis farvel til velkendte og populære indslag som bilboksning. Arkivfoto

V. HORNUM: Byens bedste "Bedste" - det er et af de forslag, som byfestkomiteen i V. Hornum har fået i forbindelse med, at den via internettet efterlyser ny indslag til årets byfest. Her skriver komiteen, at den hvert år søger nye ideer: - Men det er svært for de samme personer at blive ved med at forny sig. Det vil derfor være en god ide at komme til møderne og være med til at lave en spændende fest, hedder det på V. Hornum-hjemmesiden. Og efterlysningen af ideer har allerede give pote. Udover forslaget med at kåre byens bedste "Bedste" er der også kommet forslag om kåring af "Årets bedste nabo" og "Årets have, ligesom en har foreslået at lade et bagagerums-salg indgå i byfesten. Den holdes holdes i slutningen af maj, og der er indkaldt til byfestmøde i V. Hornum Hallens cafeteria torsdag 9. marts, hvor alle interesserede opfordres til at møde op. Bag byfesten står idrætsforeningen, håndboldklubben og badmintonklubben, og byfestkomiteen består af to medlemmer fra hver forening samt en række frivillige. Den nuværende byfestkomite tæller Rene Christensen (formand), Jytte Jensen, Jette Thomsen, Mette B. Pedersen, Bernt Bojer, Lene Gravesen, Svend Nielsen og Gustav Nielsen. Overskuddet fra byfesten går ubeskåret til ungdomsarbejdet i klubberne.