EMNER

Byfestudvalg har trukket sig

AABYBRO:Det nye byfestudvalg har trukket sig blot en måned efter, det blev nedsat. Årsagen er, at to medlemmer er gået ud, og dermed er udvalget nede på fem medlemmer mod tidligere 11. Afgangen skyldes bl.a. planer om at nedlægge den traditionsrige damefrokost. Sammen med Torben Christiansen og Ellen Badstue sagde Carsten Blirup i januar ja til at træde ind i udvalget. Det skete efter, at Aabybro Borgerforening efter festen i august 2002 trak sig ud, og den anden arrangør, Aabybro IF, ledte forgæves efter en ny forening at arrangere festen med. Derfor måtte AaIF-formand Ole Juhl Nielsen sætte en frist i januar for at finde nye medlemmer til udvalget, ellers ville festen blive aflyst. - Vi meldte os som tre privatpersoner, men efter at to medlemmer er gået ud af udvalget, kan vi som privatpersoner ikke løfte opgaven. Fem medlemmer er ikke nok. Så må en forening som Aabybro IF træde til, siger Carsten Blirup. Han tror, der alligevel bliver byfest i Aabybro til august, fordi arrangørerne plejer at få et overskud på op mod 70.000 kr. De øvrige medlemmer i udvalget er Claus Eberhardt, Kirsten Christoffersen og Thomas Christensen, og det er de to sidstnævnte, der har trukket sig. - Jeg er gået ud, fordi jeg ikke har tid, efter at jeg er blevet valgt til bestyrelsen i Aabybro Handels- og Erhvervsforening, forklarer Thomas Christensen. Kirsten Christoffersens eneste opgave i udvalget har været at arrangere den store damefrokost. - Men efter en tre mod fire afstemning besluttede det nye udvalg, at damefrokosten skulle nedlægges, fordi der skulle ske noget nyt. Så havde jeg ikke længere en opgave i i udvalget og er derfor gået ud, siger Kirsten Christoffersen.