Byg ikke Fort Europa - det holder ikke

FLYGTNINGE:100-200 flygtninge/indvandrere druknede på vej til Europa - det forjættede "land", mens EU's topministre bl.a. diskuterede et britisk forslag, som varmt støttes af den danske regering og det ultranationale DF om oprettelsen af lejre - ja, man kan fristes til at kalde dem, det nye årtusindes koncentrationslejre. Danmark har skåret ned på u-landsbistanden, og dermed er det jo svært at argumentere for, at andre skal øge deres bidrag - og dermed vil støtten og hjælpen til de fattige lande/regioner udenfor Europa falde. Så kan man ikke fortænke folk i at sætte alt på spil, også livet, for at nå til det rige Europa. De har ingen incitament til at blive i deres hjemland, fordi fremtidsudsigterne er meget dystre. Vi skal ikke bygge et Fort Europa, fordi det holder ikke - murene vil kollapse og vi vil blive tromlet ned, hvis vi ikke sadler om og virkelig sætter ind med massiv støtte og hjælp til den fattige omverden. Fremfor at bygge "fange"-lejre, så hjælp regionerne med udvikling, så befolkningen kan se et håb og et lys inde i fremtiden. Når det sker og når befolkningerne fornemmer den positive forandring, så vil de færreste ønske at flytte langt væk. Den investering, der skal foretages i dele af Asien, Afrika og Sydamerika og dele af Østeuropa, er enorm, men det er en investering, som på langt sigt kan betale sig for at få skabt en bedre verden. Fattigdom skaber folkevandringer og terrorisme. Man kan kun have afsky for tanken om at bygge lejre, og det vil i hvert fald ikke øge forståelsen og respekten for os europæere. Fortet vil ikke holde, det er utopi at tro, og det vil blot skabe flere Osama-Bin-Laden-typer. Byg liv i stedet for. Det er eneste løsning, der holder.