Byg på tillid og dygtige lærere

Udviklingen af folkeskolen går ikke i den rigtige retning, og det er vores børn, som må betale prisen. Hundredtusinder af lærertimer ædes hvert år op af krav til kontrol og kvalitetsrapporter.

Efteruddannelsesgraden blandt lærerne ligger langt under niveau med vores nabolande. Manglen på fagkonsulenter er markant. Med det nye initiativ ”Vores folkeskole er en tillidssag” fra uddannelsesudspillet ”Vores Skole” lancerer Radikale Venstres i dag seks initiativer, der skal bringe tillid og øget efteruddannelse af lærerne tilbage til folkeskolen. Det er en tillidssag at sende sine børn i folkeskolen. Og den tillid kan aldrig skabes gennem kontrol og dokumentationskrav. Tværtimod æder kravene alt for mange lærertimer op hvert eneste år. Alene kravet om, at skolerne skal udarbejde kvalitetsrapporter hvert år, stjæler mere end 170.000 lærertimer. Radikale Venstre har en vision om en skole, hvor tillid til lærernes faglighed erstatter kontrol og bureaukrati — og hvor undervisningen bliver udviklet i tæt samspil mellem elever, forældre og lærere. Vi mener, at eleverne har krav på at blive undervist af lærere, der er uddannet i det, de underviser i. Sådan er det desværre langt fra altid i dag. Derfor skal vores lærere i løbet af fem år efteruddannes, så de har linjefagsniveau i de fag, de underviser i. Samtidig skal antallet af fagkonsulenter tidobles og alle skoleledere have en diplomuddannelse i ledelse inden for de første fem år som leder, så de står bedre rustet til den meget store opgave, det er at lede og udvikle en folkeskole.