Byggeri

Byggefirma beklager problemer

Vi tager ikke derfra, før tingene er i orden

AALBORG:Birthe og Finn Nielsen behøver ikke at spekulere på, om deres nye andelsbolig nogensinde bliver, som de gerne vil have den. Det gør den, garanterer projektchef Torben Hansen fra HP Gruppen, der har ansvaret for opførelsen af andelsboligerne på Henning Smiths Vej. - Vi medgiver, at der har været nogle problemer i deres lejlighed, og det er noget, som vi tager alvorligt. Vi tager ikke derfra, før tingene er i orden, forsikrer projektchef Torben Hansen. Han kender udmærket Birthe og Finn Nielsens klagepunkter, for han har løbende været i kontakt med parret i løbet af det sidste par måneder. - Der er sådan set ikke nogle af de ting, de nævner, som vi er uenige i. Det er ting, der skal laves, og det bliver de, siger Torben Hansen, som påpeger, at udbedringsarbejdet er i gang. Torben Hansen forklarer, at HP Gruppen 20. maj afleverede samtlige 50 lejligheder i det, der nu er Andelsboligforeningen Støberiet. Det var 10 dage før den oprindeligt aftalte afleveringsfrist 1. juni. - Når man afleverer den slags byggerier, bliver boligerne gået igennem, og det er helt normal procedure, at der bliver lavet mangel-lister og indgået en aftale om en udbedringsperiode. Det skete også her, og heldigvis har langt de fleste af beboerne været tilfredse, siger Torben Hansen. Han lægger ikke skjul på, at det er ærgerligt, at der i sidste ende er blevet problemer i en lejlighed eller to. - Vi fik en udbedringsperiode til 1. juli og gik i gang med de 50 lejligheder fra en ende af. Da Birthe og Finn Nielsens lejlighed skulle gennemgåes efter udbedringsperioden, var de ikke tilfredse med resultatet, og så må vi jo på den igen. Det betyder så desværre, at der er gået en del tid, og vi er bestemt forstående over for, at de er trætte af det, siger Torben Hansen. Han understreger, at udbedringsarbejdet er i gang, og at en del af fejlene er rettet. Det gælder blandt andet den mandshøje revne i stuen, som ifølge Torben Hansen var en såkaldt svindrevne - og altså ikke en sætningsskade. - Svindrevner opstår, når betonelementerne i sådan et byggeri tørrer. Så trækker de sig sammen, og det kan give revner, især omkring samlingerne, forklarer Torben Hansen. Som nævnt bestrider han ikke nogle af Birthe og Finn Nielsens konkrete klagepunkter, men han mener, at forløbet måske også er blevet forværret af, at kemien hen ad vejen ikke har været den bedste mellem ægteparret og nogle af de håndværkere, der har været sendt ud til parret for at kigge på tingene. Som nævnt andetsteds har Birthe og Finn Nielsen følt, at de i visse tilfælde har været udsat for malplacerede og latterliggørende bemærkninger i forhold til nogle af deres klagepunkter. - Det er noget svært noget, og som projektchef er jeg jo ikke selv med ude hver gang, men jeg er selvfølgelig træt af, at de har oplevet det på den måde, siger Torben Hansen. Torben Hansen mener i øvrigt, at HP Gruppen generelt har strakt sig langt for at gøre alle tilfredse med deres nye boliger i Støberiet, og det vil firmaet også gøre i forhold til Birthe og Finn Nielsen.