Byggeri

Byggefirma bygger nyt i Elling

Peter Pedersen flytter og bliver til Byg og Bo

ELLING:Tømrer- og snedkervirksomheden Peter Pedersen flytter i pinsen fra den hidtidige adresse på Gærumvej til Elling og skifter samtidig navn til tømrer- og byggefirmaet Byg og Bo Aps. I øjeblikket er firmaet, der indehaves af Leo Hejlesen, ved at opføre en 350 kvm. stor ny værkstedsbygning, kontor og tegnestue på Ellings hovedstrøg, Grundtvigsvej. Byggeriet med husnummeret 48 står færdigt i august. - I mellemtiden flytter vi firmaadresse til min privatadresse på Ingemannsvej i Elling, oplyser Leo Hejlesen. Han overtog i 1988 det hidtidige Peter Pedersen-firma på Gærumvej, hvor bygningen nu er solgt for at give plads til et nyt Aldi. Leo Hejlesen medgiver, at det går ganske godt inden for byggesektoren i øjeblikket. - Vi har ordrer inde på 10 sommerhuse og også på 3000 kvm. erhvervsbyggeri fordelt på tre opgaver. Men ellers udfører vi alt fra de helt små opgaver hjemme hos fru Hansen og til totalentrepriser inklusive tegningsarbejdet, understreger Leo Hejlesen. Byg og Bo har i øjeblikket otte ansatte.