Lokalpolitik

Byggegrunde til udsalgspriser

Kommunen sælger byggegrunde i Aalestrup og omegn til halv pris

Aalestrup Kommune vil gerne have solgt nogle af de udstykkede grunde i kommunen inden delingen ved årsskiftet. Arkivfoto

Aalestrup Kommune vil gerne have solgt nogle af de udstykkede grunde i kommunen inden delingen ved årsskiftet. Arkivfoto

AALESTRUP:Når sommermånederne nærmer sig, kan man i Danmark ikke være sikker på det gode vejr. Men noget der med garanti følger med sommeren er butikkernes udsalg. I år finder Aalestrup Kommune også de gule udsalgsskilte frem. Kommunens tekniske forvaltning har nemlig taget initiativ til at sætte udvalgte byggegrunde i Aalestrup, Hvilsom og Gedsted ned i pris pr. 1. august og frem til årsskiftet. - I forbindelse med delingen af kommunen vil vi gerne have ryddet lidt op. Nogle af grundene er udstykket for 10-20 år siden, så vi har nogle huller, vi gerne vil have fyldt ud, siger Kirsten Pedersen fra teknisk forvaltning. To for 95.000 kroner Økonomiudvalget vedtog i går at sælge bestemte byggegrunde til det halve af, hvad de nu koster. På Aadiget er der to grunde tilbage til 95.000 kroner stykket og to på Kirkedalsvej i Hvilsom til 150.000 kroner. I Gedsted er der hele syv grunde tilbage fordelt på Enebærvej og Blåbærvej, seks styk til 95.000 og en grund til 110.000 kroner. Det var førprisen. Alle disse grunde sættes 50 procent ned, og hvis man skulle ønske det, kan man så få to byggegrunde i Gedsted for 95.000 kroner. Nu skal de sælges Per Bisgaard (V) fra kommunens økonomiudvalg håber, kommunen får solgt de spredte byggegrunde. - Der skal meget til, før nogen beslutter at bygge en villa i for eksempel Hvilsom. Vi vil gerne sætte gange i aktiviteterne, så er det mindre væsentligt, om en grund koster 75.000 eller 150.000, forklarer han. Per Bisgaard tilføjer, at kommunen før har haft nogle af grundene på udsalg, og at man derfor meget gerne vil have dem solgt i denne omgang. Ikke Kirsebærvænget Ni ud af de 16 byggemodnede grunde, der er på Kirsebærvænget i Aalestrup er endnu ikke solgt eller reserveret, men disse grunde får dog ikke noget gult udsalgsskilt i første omgang. Kirsten Pedersen fra teknisk forvaltning begrunder det med, at Kirsebærvænget er et ret nyt område. - Kirsebærvænget blev udstykket i februar i år, så derfor bliver priserne ikke sat ned i det område. Det ville være uretfærdigt over for dem, der lige har betalt fuld pris for en grund, forklarer hun.