Retspleje

Byggeleder modtog bestikkelse

Den dømte fik gratis gulv af tømrermester til gengæld for byggekontrakt

AALBORG:En 32-årig driftsleder fra en større virksomhed i Aalborg blev i går dømt i Retten i Aalborg for at have at have modtaget et gratis gulv til 10.000 kroner under bordet. Driftslederen var lokal leder af et byggeprojekt omkring årsskiftet 2001/2002, hvor en tømrermestrer tilbød ham, at han kunne få lavet et gratis gulv i sit private hjem, hvis tømrermesteren til gengæld fik kontrakt på arbejde i byggeprojektet. Driftslederen skulle godt nok selv betale for materialerne til sit nyt gulv, men tømrermesteren ville ikke tage penge for arbejdstimerne. Den handel gik den 32-årige driftsleder med til, og arbejdet blev udført. Desværre for driftslederen så foretog skattevæsnet senere en revision af tømrermesterens firma. Her fandt skattevæsnet, at der manglede bilag i forbindelse med gulvarbejdet, hvorefter tømrermesteren forklarede sagens sammenhæng. Derefter tog politiet kontakt til driftslederen, der bekræftede, at han havde fået gulvet gratis i forbindelse med byggeprojektet på hans arbejdsplads. Det mente han ikke var ulovligt, men retten vurderede, at der var tale om mandatsvig eller på jævnt dansk bestikkelse. I stedet for at have taget imod gulv-tilbuddet, så burde driftslederen have fortalt tømrermesteren, at sådanne tilbud skal tilfalde virksomheden, han ville have en byggekontrakt med, hvilket i dette tilfælde ville have betydet, at prisen for tømrerabejdet burde have været 10.000 kroner lavere, da det var værdien af det nye gulv. I sagen blev den 32-årige idømt en betinget dom, men han slipper i første omgang for yderligere straf. Efterfølgende fik driftslederen 14-dages betænkningstid til at overveje om han ville anke eller modtage dommen.