Lokalpolitik

Byggemodning bliver en hastesag

Aalestrup kan spare momsen, hvis byggemodningen sker i en fart

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

En af byggegrundene på Kirsebærvænget er allerede solgt, mens tre er reserveret til interesserede købere. De sidste grunde koster alle det samme, nemlig 280.000 kroner. Foto: Per Kolind

AALESTRUP:Huller i jorden, plastikrør, der står op i luften midt i ingenting og store, tomme, mudrede pladser. Sådan har det set ud på Kirsebærvænget i et stykke tid nu. Siden efteråret 2005 har byggemodningen i Aalestrup, iværksat af kommunen, været i gang - kloak, el, vand og varme samt veje bliver anlagt på de nye grunde. De første købere kan begynde at bygge i løbet af foråret i det nye kvarter. Rabat ved hurtig handel I dag drøfter Økonomiudvalget i kommunen yderligere byggemodninger. Det handler om seks grunde på Kirsebærvænget og 27 grunde i Solbærstykket. Det er en dyr omgang for en lille kommune at gøre så mange grunde klar til bebyggelse. Men der er en grund til, at byggemodningen pludselig tager fart i Aalestrup. - Det er især momsbesparelsen, der har motiveret os til at byggemodne så mange grunde i år, forklarer Per Bisgaard (V), som er medlem af Økonomiudvalget. På landsplan er det besluttet, at projekter som byggemodning ikke er momsberettigede frem til kommunesammenlægningen 1. januar 2007. Derfor kan kommunen spare 20 procent på klargøringen af de godt 40 grunde, der formentlig bliver vedtaget udstykket i dag. Fordel for borgerne Besparelsen betyder ikke en forskel i kommunekassen, da grundene bare bliver udbudt til salg til en lavere pris end de ellers ville have kostet. Så i stedet for 350.000 kroner koster en grund på Kirsebærvænget nu 280.000. Per Bisgaard håber, at besparelsen for borgerne vil have en positiv betydning for byen. - Det kan jo betyde, at nogle tilflyttere vælger at bosætte sig i Aalestrup frem for i nogle af nabokommunerne eller i Viborg og Aalborg, hvor det er blevet meget dyrere de senere år, siger han. Stor investering Og Per Bisgaard er optimistisk overfor byggemodningen, som løber op i fire millioner kroner for Kirsebærvænget alene. - Det er en økonomisk satsning for kommunen, men jeg synes, det er en positiv og en nødvendig satsning, understreger han. Efterspørgslen på de første grunde har ifølge Per Bisgaard været rimelig stor, og han forventer derfor, at de eventuelt kommende grunde også kan sælges. Tilbage står spørgsmålet, om byggemodningen bliver endeligt vedtaget i Økonomiudvalget. - Jeg har indtryk af, at de fleste af mine kolleger også synes, det er en god idé at byggemodne nu for at sikre væksten i Aalestrup, så jeg tror, forslaget bliver vedtaget, siger Per Bisgaard fra kommunens Økonomiudvalg.