Byggeprojekter ligger stille

Arkitekter og bygherrer udbyder byggeprojekter forgæves

AALBORG:Rigtig mange danske byggeprojekter går i stå, allerede inden de er kommet rigtigt i gang. Arkitekter og bygherrer udbyder byggeprojekter forgæves, fordi der er så stor mangel på håndværkere, at ingen entreprenører kan magte opgaverne. Mange entreprenører undlader at byde på opgaverne, fordi de mangler arbejdskraft. - Vores arkitekter står i stigende grad i den forunderlige situation, at der slet ikke er nogen håndværkere eller entreprenører, der ønsker at byde på byggeopgaverne, fortæller direktøren for de danske arkitektvirksomheders organisation (Danske Ark), Christian Lerche. Det betyder, at uanset om det er private familier, myndigheder eller boligselskaber, som skal bygge nyt, så bliver de enten stærkt forsinkede, eller også må de helt undlade at gennemføre deres byggeopgaver. Problemet er opstået i takt med, at manglen på arbejdskraft har taget til i løbet af det seneste år. - For halvandet år siden kendte man slet ikke til det her problem. Men mit bud er, at alle bygherrer og arkitekter over hele landet nu møder de her problemer, siger Christian Lerche. For høje tilbud Problemet bekræftes hos bygherrernes forening. - Entreprenørerne mangler arbejdskraft, og derfor er de meget tilbageholdende med at give bud på opgaver, eller alternativt giver de bud, som er alt for høje, siger sekretariatsleder Henrik Bang fra Bygherreforeningen. Han fortæller, at det både er store og små byggeprojekter, som må udskydes eller går i vasken, men at Musikhuset i Aalborg er et godt eksempel. Det jyske prestigeprojekt fik kun ét eneste tilbud i licitationen, og i juli måtte projektet opgives, fordi tilbuddet overskred budgettet med 240 millioner. - Enten kommer der ingen tilbud - eller også afgiver entreprenørerne fuldstændigt urealistiske bud, fordi de egentlig ikke kan magte opgaven. På den måde kan de sikre sig, at de ikke får en opgave, som de egentlig ikke kan magte, fortæller Christian Lerche. - Nogle prissætter også meget højt, for hvis de så alligevel får opgaven, så er der plads i budgettet til at hente arbejdskraft hjem fra udlandet eller overbyde, hvad andre betaler håndværkerne, siger Henrik Bang. Ingen af de to vurderer, at situationen ser ud til at blive bedre lige foreløbigt, selvom efterår og vinter traditionelt er stille måneder i byggebranchen. - Der er ingen tegn på, at det er blevet lettere hen over efteråret. Vi plejer at have store sæsonudsving i det danske byggeri, men sidste vinter var udsvingene meget mindre, end vi har set tidligere, og jeg forventer, at man simpelthen er nødt til at bygge igennem for at følge med, siger Christian Lerche. - Boligbyggeriet køler lidt af, men til gengæld er der fart over erhvervsbyggeriet, så det er usikkert om det bliver bedre foreløbigt, siger Henrik Bang. /ritzau/