Bygger en lille trawler i Skagen til Skotland

Første ordre for Karstensens Skibsværft til Peterhead

Fiskeri 20. september 2006 06:00

SKAGEN: Nybygning nummer 407 på Karstensens Skibsværft er ikke en, som kommer til at fylde specielt meget på beddingen. Det er en godt 20 meter lang hæktrawler, som skal leveres til en skipper i Peterhead i Skotland. Det er i øvrigt den første nybygning, værftet leverer til Peterhead, fortæller Kent Damgaard fra værftet. Karstensens Skibsværft har tidligere leveret flere nybygninger til Skotland og også til havne i samme område, som Peterhead. Trawleren skal bruges til konsumfiskeri, blandt andet til fiskeri efter dybvandshummer. Den får navnet Oppertunus IV, og den skal være klar til aflevering midt på sommeren næste år. Skroget bliver bygget i Polen, og det ankommer til Skagen i februar. Den nye trawler bliver, stort set, et søsterskib til en trawler, Mette Amalie, som værftet i 2002 afleverede til en dansk skipper i Grenå.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...