Byggeri bremset

Formand ønsker nybyggeri i stedet for renovering af skole

Den skimmelramte bygning på Skolegades Skole giver kommunen hovedbrud - renoveringsplanen er lige nu stoppet. Nu er et nybyggeri atter på tale. Arkivfoto

Den skimmelramte bygning på Skolegades Skole giver kommunen hovedbrud - renoveringsplanen er lige nu stoppet. Nu er et nybyggeri atter på tale. Arkivfoto

Renoveringsplanen for Skolegade Skoles skimmelramte bygning er stoppet. Kommunen har trukket i nødbremsen, idet prisen for renoveringsprojektet er blevet dobbelt så dyrt som først antaget. Nu er holdningen, at den bedste løsning vil være at bygge nyt. Onsdag havde Ole Mortensen fra kommunens tekniske forvaltning samt formand for Teknik- og miljøudvalget Karsten Frederiksen møde med JPH-Rådgivning. - Og i den forbindelse fik vi afdækket de væsentligste årsager til, at de samlede omkostninger ved en renovering af bygningen i Skolegade nu ser ud til at ville koste fem mio. kroner inklusiv pavilloner til eleverne i byggeperioden, fortæller Karsten Frederiksen. Under et nybyggeri vil der dog også være behov for en genhusning af eleverne. - En renovering af bygningen vil alene sikre, at skimmelsvampen bliver fjernet. Men i renoveringen tager vi blandt andet ikke højde for, at bygningen ikke er tilstrækkeligt isoleret, at den ikke er vedvarende fugtbestandig, at der burde foretages energibesparende foranstaltninger og at lokalestørrelserne ikke er hensigtsmæssige, siger udvalgsformanden. - Der vil vel også fortsat være lidt nervøsitet for, hvorvidt eller hvornår der igen kommer skimmelsvamp i bygningen, tilføjer Karsten Frederiksen. Byrådet nikkede 24. juni ja til, at projektering samt afholdelse af licitation kunne sættes i gang, og byrådets beslutning går alene på en renovering af bygningen - ikke et nybyggeri. Næste skridt i sagen er derfor endnu ikke afklaret. - Jeg vil de nærmeste feriedage drøfte sagen med borgmesteren. Karsten Frederiksen vurderer, at alle er bedst tjent med at bygge nyt - også selv om den løsning vil overstige de fem mio. kroner. - Pengene kan ofte være spildt i forbindelse med en renovering af så gammel en bygning, tilføjer han. Karsten Frederiksen vurderer, at et nybyggeri er næsten lige så hurtigt at gennemføre som en renovering af skolen. Ifølge den oprindelige plan skulle den renoverede skolebygning være klar til brug 1. februar.