Byggeri på Vestre Kirkegård

Ny mandskabsbygning og ny indgangsparti til kapellet ligger på tegnebrættet

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Indgangen til kapellet på Vestre Kirkegård skal ændres. Trappen skiftes ud med en kørerampe af teglsten, så kørestolsbrugere får nemmere ved at komme ind i kapellet.

I løbet af sommeren i år og foråret næste år gennemføres to store byggerier på Thisted Vestre Kirkegård. Det største og dyreste projekt, der lige nu er ved at tage form, er byggeriet af en ny mandskabsbygning, der efter et besøg af Arbejdstilsynet i 2006 blev vurderet til at være meget ringe, og dermed gav anledning til flere påbud om forbedring af bygningen. Sagen har været længe undervejs, og det skyldes ikke mindst, at flere instanser har været indblandet i godkendelse af byggeriet – blandt andet stiftsøvrigheden i Aalborg, oplyser kirkegårdsleder, Sally Enevoldsen. – I byggeudvalget er vi blevet enige om, at vi nu bygger en helt ny mandskabsbygning, fremfor at lappe på den gamle. Derfor opfører vi nu en bygning, der vil være tidssvarende og tilmed været så godt udstyret, at den kan overholde reglerne på området langt frem i tiden, siger hun. En arkitektkonkurrence blandt lokale arkitekter er netop blevet afsluttet, og byggeudvalget, der udover Sally Enevoldsen består af to menighedsrådsmedlemmer, har udtaget forslag fra tre arkitekter. Thisted menighedsråd vil på deres næste møde, den 12. juni, oplyse, hvilket af projekterne, der er blevet valgt. – Først da skal vi i gang med at projektere arbejdet, og det vil tage et stykke tid endnu. Først omkring foråret næste år vil det første spadestik så blive taget. Så kan vi glæde os over, at selve byggearbejdet langt fra tager så lang tid, som forarbejdet har gjort, forklarer Sally Enevoldsen. Vestre Kirkegård har 12 ansatte, som skal benytte faciliteterne i den nye bygning, der ifølge Sally Enevoldsen er det eneste på kirkegården som arbejdsplads, der ikke lever op til Arbejdstilsynets krav om sikkerhed og arbejdsmiljø. – Arbejdstilsynet har netop været på et nyt besøg, og her fik vi en glad smiley, for på alle andre områder end lige mandskabsbygningen er forholdene hos os helt i top, fastslår Sally Enevoldsen. Byggeriet af den nye mandskabsbygning kommer til at koste 6-7 mio. kroner, og de midler kommer fra stiftet, mens menighedsrådet kommer til at stå som bygherre på projektet. Et andet og knap så omfattende byggeprojekt ser dagens lys i løbet af sommeren i år. Det drejer sig om en ombygning af indgangen til kirkegårdens kapel. Den nuværende indgang består af trappetrin, og det er derfor svært for kørestolsbrugere at komme ind i kapellet, oplyser Sally Enevoldsen. – Vi har allerede haft arkitekt Hanne Raaby til at projektere en ny indgang, der kommer til at bestå af en kørerampe lavet af teglsten og rundt om selve rampen lægges der så brosten, forklarer Sally Enevoldsen. I løbet af de næste par uger bliver der indkaldt til en såkaldt indbudt licitation på projektet, og så kan arbejdet gå i gang i løbet af sommeren. Projektet kommer til at koste i nærheden af 400.000 kroner.