Byggeri skrider frem

Ny slutdato på byggeri er efter jul - over et år forsinket

Den sidste del af byggeriet på Skolegade Skole skrider frem - til december ventes det, at man kan flytte ind i en ny fagfløj, som kan tages i brug efter jul.Foto: Henrik Louis

Den sidste del af byggeriet på Skolegade Skole skrider frem - til december ventes det, at man kan flytte ind i en ny fagfløj, som kan tages i brug efter jul.Foto: Henrik Louis

BRØNDERSLEV:Det forsinkelses-plagede byggeri på Skolegades Skole har fået en ny slutdato - det ventes nu, at den sidste del af byggeriet kan tages i brug efter jul.

Det er noget belægning i skolegården samt en ny fagfløj, der mangler at blive gjort færdig.
- Det går fremad, men langsommere end vi havde håbet. Belægningen i skolegården har været stoppet, fordi der var problemer med en mur mellem en nabo og skolen, som har været usikker. Vi fandt ud af det, fordi nogen havde kørt på et hjørne af den. Vi kunne faktisk skubbe den, så den rokkede en lille smule, fortæller bygningskonsulent i Brønderslev Kommune, Sif Rasmussen.
Der skal laves et punktfundament under muren, og det ventes at være færdig i uge 40, så man kan gå i gang med belægningen i uge 41 og komme så langt som muligt inden efterårsferien.
Arbejdet i fagfløjen er i fuld gang - det var dét arbejde, der senest gav problemer, fordi der som tidligere fortalt i NORDJYSKE var en uoverensstemmelse med en ventilationsentreprenør.

Nogle af pavillonerne, som skolen har brugt under byggeriet, vil blive fjernet omkring 1. oktober. Det er dem, der rager ind over, hvor der skal være belægning. Der skal også sættes et cykelskur op.

De pavilloner, der er på p-pladsen og som bruges til fysik, vil blive stående et stykke tid endnu.
- Dem fjerner vi i primo december, så vi kan lave parkeringspladser, siger Sif Rasmussen.

Over et år forsinket

Den første udmeldte slutdato på byggeriet var november 2011. Siden har flere nye datoer været fremme. Med den nye dato bliver byggeriet altså mere end et år forsinket i forhold til den oprindelige plan.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.