Byggeri startet

Bofællesskab i Vrå skal stå klar til januar

VRÅ:En af de seks kommende beboere tog torsdag eftermiddag første spadestik til et nyt bofællesskab for udviklingshæmmede unge i Vrå. Både beboerne, deres familier, politikere, embedsmænd og håndværkere var til stede for at overvære igangsætningen af byggeriet, der har været planlagt igennem flere år. Især de unge mennesker og deres forældre er naturligvis glade for at det nye bofællesskab nu opføres. - Det geniale er, at de seks kommende beboere alle kender hinanden i forvejen, selv om kun de tre er her fra kommunen, mens de andre tre kommer fra andre kommuner, fortæller afdelingsleder Carsten Bach, Løkken-Vrå Kommune. De unge mennesker har lært hinanden at kende bl.a. på Limfjordsskolen, så de ved, hvad de går ind til, når de slår pjalterne sammen i det nye bofællesskab, der efter planen skal stå klar til indflytning i januar. Fine forhold Bofællesskabet får adresse på Valmuevej lige bagved Lundgården i Vrå. Huset bliver på 406 kvadratmeter og omfatter først og fremmest de seks beboeres private lejligheder, der bliver på ca. 40 kvm. hver. I de private gemakker, kommer hver beboer til at råde over stue, soverum, badeværelse, køkken og terasse, og derudover bliver der store fællesarealer med fælleskøkken, spiseplads, entré med garderobe og kørestolsparkering, bryggers, personale - og gæsterum. På tegningerne ser det ud til at blive alletiders sted at bo, og forældrekredsen omkring det nye bofællesskab gør også en stor indsats for, at deres børn skal få det godt på stedet. Ud af huset Beboerne skal naturligvis ikke opholde sig i bofællesskabet i døgndrift. - Vi er ved at få strikket nogle arbejdstilbud sammen til dem. Én har fået et tilbud på Møllegården, der er et aktivitetssted med bl.a. heste, pottemagerværksted og mange andre aktiviteter. Vi håber, at flere af beboerne kan komme derud, men der er også nogle, der skal på specialskolen for voksne i Hjørring, fortæller Carsten Bach. Længe undervejs Bofællesskabet har været længe undervejs. Forslaget om at bygge det blev fremsat første gang i september 2001, og der har været arbejdet med muligheden for at bygge et bofællesskab i Vrå endnu længere. Men først her i foråret gav kommunalbestyrelsen den nødvendige tillægsbevilling på 1,8 mio. kr. i år og 1,16 mio. kr. i de efterfølgende år. Det lyder af mange penge, men for kommunen er bofællesskabet udgiftsneutralt. Ekstrabevillingen finansieres af ekstraindtægter og mindreudgifter, og hvis ikke én af de kommende beboere i øjeblikket bor hjemme hos sine forældre, ville der reelt have været tale om en lille besparelse for kommunen. Bofællesskabet i Vrå bliver faktisk rimeligt billigt i drift: Prisen bliver 192.000 kr. pr. beboer om året, hvor det andre steder kan koste op til 50.000 kr. om måneden. Bofællesskabet bygges og ejes af Boligselskabet Nordjylland. Kommunen kommer til at stå for driften, og det er planen at etablere et personale- og ledelsesmæssigt samarbejde med bofællesskabet i Løkken.