Byggeriet af Vibedal bliver færdigt til tiden

Byggeriet af det nye ældrecenter Vibedal i Thisted kører efter planen. Færdigt 1. juli THISTED: Den 1. juli står det nye ældrecenter Vibedal klar til brug, men de ældre beboere fra Højtoftecentret flytter først ind den 1. september. - Det er helt efter planen. Vi venter med at tage det nye center i brug på grund af sommerferien, og så er der i øvrigt mange opgaver i forbindelse med indretningen og indkøb af nyt inventar, som vi også skal have på plads, siger områdeleder Aase Josefsen Sørensen. De ældre fra Højtoftecentret er meget spændte på at flytte ud i de nye omgivelser på Vibedalvej, hvor alle de almene lejligheder består af to lyse værelser, et lille køkken og eget bad. Dertil kommer flotte og dejlige fællesarealer og udsigt til fjorden. De fleste beboere har pårørende, der hjælper til med flytningen lørdag den 1. september, og de beboere, der ikke har pårørende, der kan hjælpe, får selvfølgelig lidt hjælp fra personalet, slår Åse Josefsen Sørensen fast. Lige nu er der mange ting, hun endnu skal have på plads, ikke mindst ansættelse af mere personale. For i det nye center bliver der plads til flere beboere og det betyder, at der skal ansættes mere personale. - Jeg har slået stillingerne op, og det drejer sig om cirka ti stillinger, som jeg langt fra har fået besat endnu. Blandt andet mangler jeg stadig at få ansat to gruppeledere og en teknisk ansvarlig, siger hun. Indkøb af møbler og gardiner er dog ved at falde på plads. Det var Thisted-firmaet Konpap, der vandt licitationen, og dermed står for levering af møbler og gardiner til hjemmets fællesarealer. @Byli.9.special.bund:Af Ann Kerol ann.kerol@nordjyske.dk