Byggerod i Aalborg Lufthavn igen

Øget trafik gør ny udvidelse nødvendig. Man venter 700.000 passagerer i år

AALBORG:Selv om det kun er fem år siden, at Aalborg Lufthavn fik ny lufthavnsterminal, skal man i gang igen. Arbejdet og byggerodet begynder efter sommerferien og om et lille års tid, kan passagererne indvie en ny ankomsthal og en udvidet afrejsehal i to etager med bl.a. en større butik med toldfrie varer. - Det drejer sig om på 2000 nye kvadratmeter og et projekt til omkring 50 mio. kr., oplyser lufthavnsdirektør William Bluhme. Det er en gunstig udvikling med stigende antal rute- og charterfly, der gør udvidelsen nødvendig. Man venter at komme op på 700.000 passagerer i år. Lufthavnen i Aalborg er landets tredjestørste med 15-16 daglige afgange til København og to til Oslo. Desuden er der i sommer op til 16 ugentlige charterflyvninger. I en konkurrence med fem indbudte firmaer blev det Aalborg-firmaet TL Byg A/S, der løb af med sejren sammen med arkitektfirmaet Nord A/S og ingeniørfirmaet OBH-Rådgivende Ingeniører A/S. Udvidelsen af terminalbygningen sker ca. 60 meter mod nordvest til i alt små 200 meter. Byggeriet bliver i samme stil som det eksisterende med det svungne tag. I perioder med sammenfald af flere flyankomster, har passagerne ikke optimale forhold, skønner man. Lufthavnens restaurant er så konkurrencedygtig, at den har overtaget leverancerne af flymad/catering til en stor del af flyene. Fremstilling og opbevaring af catering er pladskrævende, og der er krav om særlig frysekapacitet. Desuden har SAS har indsat større fly, hvor bagagen transporteres i pladskrævende containere. Aalborg Lufthavn ejes af 13 nordjyske kommuner og drives i samarbejde med Forsvaret.