Lokalpolitik

Byggesager hober sig op

Forvaltningen sætter flere folk ind for at få fjernet pukkel på 250 sager

Byggesagerne hober sig op efter kommunefusionen. Nu lover Vesthimmerlands Kommune, at der de kommende måneder bliver sat flere folk af til at behandle byggesager. ARKIVFOTO

Byggesagerne hober sig op efter kommunefusionen. Nu lover Vesthimmerlands Kommune, at der de kommende måneder bliver sat flere folk af til at behandle byggesager. ARKIVFOTO

VESTHIMMERLAND:Mere personale skal være med til at gøre kål på en pukkel på 250 byggesager, der ligger i Vesthimmerlands Kommune og venter på at blive behandlet. Kommunen har - ganske som en lang række kommuner landet over - haft mere end svært ved at følge med i byggesagsbehandlingen efter fusionen mellem de fire tidligere kommuner i Vesthimmerland. Formanden for Vesthimmerlands Kommunes plan- og miljøudvalg, Knud Kristensen (K) erkender, at sagsbehandlingen ikke er gået så hurtigt, som man kunne ønske sig. Derfor vil kommunen tilføre mere mandskab i et forsøg på at skære svartiderne ned. - Vi overtog mange sager fra de gamle kommuner og havde i starten af året ingen adgang til de nødvendige ejendomsoplysninger og arkiver på grund af kommunesammenlægningen. Derfor har vi lige nu en pukkel på cirka 250 ubesvarede byggeansøgninger”, forklarer Knud Kristensen. Ifølge kommunens egen opgørelse bliver en tredjedel af alle byggesager lige nu afgjort inden for én måned og knap to tredjedele af alle sager er afgjort inden for to måneder. Den sidste tredjedel af sagerne har taget mere end to måneder at afslutte, viser en opgørelse over sagsmængder og svartider på blandt andet byggesager, som blev forelagt på Vesthimmerlands Kommunes Plan- og Miljøudvalgs seneste møde. Og de lange sagsbehandlingstider er ikke tilfredsstillende, erkender Knud Kristensen. En række tiltag skal nu bringe kommunens sagsbehandlere ned gennem bunkerne. Flere folk er et element, ro til arbejdet et andet. Sagsbehandlerne vil i den kommende tid få en til to dage om ugen, hvor de ikke skal tage telefoner, men koncentrere sig om at komme gennem bunkerne. - En del af byggeansøgningerne er helt ukomplicerede, og dem vil vi forsøge at få afgjort meget hurtigt. Og vi vil prioritere erhvervsbyggeri og nyt parcelhusbygger, oplyser han. De lidt mere komplicerede ansøgninger, der eksempelvis kræver nabohøringer, vil nødvendigvis forsat kræve tid. Den ekstra indsats skal ikke bare komme ansøgerne, men også personalet til gode, understreger Knud Kristensen. - Det handler også om, at puklen af byggesager er hård for vores medarbejder. Derfor prioriterer vi også at få antallet af sager bragt ned, så medarbejderne vil opleve arbejdspladsen som en god arbejdsplads, siger Knud Kristensen, der pointerer, at ambitionen er at almindelige byggesager fra årsskiftet skal kunne klares på en uges tid.