Hadsund

Byggesager hober sig op

{ HADSUND: Det er formentlig kommet som en gevaldig lettelse på rådhuset i Hadsund, at sammenlægningsudvalget for Mariagerfjord Kommune har givet grønt lys for ansættelsen af en byggesagsbehandler. Ventetiden for at få behandlet byggesager i Hadsund har nemlig sneget sig helt op til 19 uger, hvor byrådet ellers har to uger som målsætning. Det der især har væltet læsset, er nye bestemmelser for isoleringskrav, der trådte i kraft 1. april. En række bygherrer har fremskyndet deres ansøgning til før denne dato, og det har altså givet en ekstra stor pukkel. Nu ansætter man altså en fuldtidsmedarbejder til at bringe bunken af ansøgninger ned. På sammenlægningsudvalgets møde fremgik det, at de øvrige fjordkommuner oplever lignende problemer.