Byggesektoren mangler arbejdskraft

Ifølge Danmarks Statistik mangler 25 procent af de nordjyske byggevirksomheder arbejdskraft

Arkivfoto: Michael Koch

Arkivfoto: Michael Koch

NORDJYLLAND:Der er mangel på arbejdskraft i byggesektoren, og situationen er værst i Nordjylland.

Det fortæller en analyse fra Danmarks Statistik baseret på virksomhedernes indberetninger til konjunkturbarometret.

19 procent af byggevirksomhederne i Danmark - vægtet efter antallet af ansatte - er følge Danmarks Statistik ramt af arbejdskraftmangel.

I Nordjylland er andelen helt oppe på 25 procent.

Lavest ligger Hovedstadsområdet og Sjælland, hvor andelen begge steder er på 18 procent.

Tallene er beregnet som et gennemsnit af månederne maj, juni og juli 2016.

- Manglen på arbejdskraft skal tages meget alvorligt, og vi skal sikre os, at vi uddanner de rigtige, så vi ikke bremser potentiel vækst. I øjeblikket er det især elektrikere, projektledere og ingeniører, som virksomhederne leder efter, siger Maria Schougaard Berntsen, der er økonomisk konsulent i brancheorganisationen Dansk Byggeri.

Antallet af lønmodtagere ansat inden for byggesektoren vokser og er i dag det største siden finanskrisens start i 2008.

Håndværkermangel truer

På landsplan vil der i 2025 ifølge Maria Berntsen alene i bygge- og anlægsbranchen mangle 14.000 faglærte, hvis ikke der uddannes flere håndværkere fremadrettet.

- Hvis der bliver bred mangel på arbejdskraft inden for branchen, er det ikke kun et spørgsmål om, at man som parcelhusejer skal vente lidt længere på at få anlagt sin nye terrasse. Håndværkere er ofte ansat i andre brancher, og det vil få negativ betydning for hele økonomien, hvis den stærkt tiltrængte vækst bremses af arbejdskraftmangel, siger hun.

I 2025 vil der ifølge Dansk Byggeri totalt set mangle godt 60.000 faglærte, hvis det mønster, der er set på arbejdsmarkedet i de seneste 20 år, fortsætter.

Danmarks Statistiks analyse er foretaget for virksomheder med under 1000 ansatte for at undgå skævvridning fra talmæssigt dominerende virksomheder.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.