Byggestart på stort børnehus
To byrådspolitikere satte spaden i jorden til Hurups nye klimavenlige daginstitution

Galleri - Tryk og se alle billederne.
HURUP:- Vi har nærmest fået vores egen hus-arkitekt, lød det i talen fra udvalgsformand Mogens Kruse (SF) - med et anerkendende nik til arkitekt Dorte Sigh.
Det er hende, der har lavet den utraditionelle udformning af Hurups nye børnehus, der er trekantet.
Dorte Sigh, der kommer fra det rådgivende firma Meissner + Sigh, Skive, har tidligere tegnet børnehusene i Vestervig, Hanstholm og Tilsted (Kathøj). Mogens Kruse roste Dorte Sigh for sine meget spændende og forskellige bygninger, der er formet i samarbejde med medarbejdere og forældrerepræsentanter.
Der er tænkt på lydisolering, ovenlys, akustik og ventilation. Formanden for teknisk udvalg, Henning Holm (S), påpegede, at bygningen bliver opført efter de nyeste standarder for klimavenligt byggeri, og den nye børnehave ”ligger rigtig godt ved skole og sfo”.
Børnehuset opføres i et plan med plads til 80 børnehavebørn og 20 vuggestuebørn - og med mulighed for udvidelse. Inklusive personale kommer huset til at rumme 130 mennesker dagligt.
- Det bliver en ganske stor flok, der kommer til at være her hver dag. Jeg er sikker på, at børnene kommer til at stortrives, sagde Mogens Kruse, inden han gik over for at tage det første spadestik til daginstitutionen, der koster godt 18 millioner kroner.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.