BYGGESTRID Slotsejer prøver igen

Byggeri 24. september 2002 08:00

BROVST: Gorm Lokdam, ejer af Kokkedal Slot, gør nu et nyt forsøg på at få lov til at bruge en bygning, han er blevet dømt til at rive ned. Bygningen på 135 kvadratmeter er ifølge hotelejeren et væksthus. Amtet, Naturklagenævnet og flere retsinstanser kalder den imidlertid et ulovligt etableret svømmebassin - og Gorm Lokdam og hans hustru blev i 1997 idømt tvangsbøder på 500 kr. pr. uge, indtil bygningen var fjernet. Men den står der endnu. 1. september i år overtog kommunerne denne type opgaver fra amterne, og Gorm Lokdam har nu pr. brev spurgt Brovst Kommune, hvad der skal til, for at bygningen kan blive lovlig. Brovsts borgmester, Mogens Gade (V), siger, at "teoretisk set" kan kommunen godt ende med at godkende byggeriet. - Vi vil nødigt spænde ben for en driftig erhvervsmand. Men de gamle domme har selvfølgelig en vis betydning, siger borgmesteren. I Nordjyllands Amt, der indtil 1. september behandlede sagen, håber Niels Kr. Kirketerp (V), formand for teknik og miljø-udvalget, at kommunen står fast: - Retsopfattelsen vil få et knæk, hvis det belønnes, at man i årevis leger kispus med systemet. Det er utilstedeligt, at nogen agerer, som om loven ikke gælder for dem, siger han. Der er ikke betalt én krone i tvangsbøde, men ved fogedretten er der gjort udlæg i en del af de forfaldne bøder på tilsammen ca. en kvart mio. kr. Gorm Lokdam er bortrejst og har ikke kunnet træffes for en kommentar.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...