Bygget til at sejle i høj sø

Skagen-værft har fået ordre på en række topmoderne fartøjer af typen SeaStrider

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den ene af de to pontoner til en SeaStrider er ved at blive beklædt med kulfiber. Foto: Peter Broen

SeaStrider er navnet på Danish Yachts nye serie af avancerede fartøjer, der er konstrueret til højhastigheds passagertransport. Der er tale om banebrydende fartøjer både med hensyn til designteknologi og opbygning. Fartøjerne er designet af Hauschildt Marine A/S i Skagen og er siden videreudviklet i nært samarbejde imellem Hauschildt Marine, Siemens, skibsrederen Fredrik Odfjell og Danish Yachts. Det er et samarbejde, som har sikret at alle eksisterende erfaringer fra disse type fartøjer er taget med sammen med helt nye innovative løsninger. 24 passagerer De fire første SeaStrider SWATH ( Small Waterplane Area Twin Hull) er sat i produktion på værftet i Skagen. De skal leveres til det norske rederi Offshore Windservice. Bådene skal bruges til at transportere montører, mekanikere, teknikere og gods ud til vindmølleparker til havs, og til transport mellem vindmøllerne. Der er plads til 24 passagerer og fem besætningsmedlemmer. Skibene er 25 meter lange, og de har en rækkevidde på 500 sømil. Det er de første SWATH-fartøjer i verden, der bygges i kulfiber. Fartøjet er gennemtestet i prøvetanke ved op til betydelige bølgehøjder. Testene viser, at SeaStrider SWATH er egnet til operationer under næsten alle vejrforhold, samtidig med at sikkerheden og komforten opretholdes. Dobbelt skrog Skibene har dobbelt skrog med en bredde på 10,6 meter, og det bidrager i sig selv til høj stabilitet. Dertil sørger et nyudviklede tankbaserede stabiliseringssystem for en yderligere reducering af rulninger i høj sø. Det to skrog i katamaranen er hule, og de kan fyldes med vand for at gøre skibet tungere. Det kan for eksempel være nødvendigt, når skibet ligger stille ved en vindmølle i kraftig vind. Fartøjet er desuden forberedt til anvendelsen af en gyrostabiliseret landgang på hækken, hvis der af hensyn til sikkerheden for passagerer og besætning er behov for det. SeaStrider SWATH's design byder på en rummelig kommandobro med godt udsyn horisonten rundt. Der er tre enkeltmands og én dobbelt kahyt ombord. Den lette konstruktion i kulfiber minimerer brændstofforbruget og det reducerer kravene til fartøjets brændstofbeholdning. Dermed er der mere plads til passagerer og last. Et andet vigtigt element har været at holde vedligeholdelsesbehovet på et minimum gennem hele fartøjets levetid. Det sparer omkostninger til vedligeholdelse, og det holder den tid, fartøjet skal være til service og lignende på land, ned på et minimum. Stabilitet Skibsreder Fredrik Odfjell fra Offshore Windservice, der har bestilt de første SeaStrider-fartøjer, siger: - Vi er ekstremt glade for at få lov til at arbejde sammen med Danish Yachts omkring konstruktionen af denne serie af service-fartøjer til offshore vindmøller, fordi de har dybgående erfaring og viden om innovative kulfiber-konstruktioner. En nøglefaktor for vores flåde af support-skibe er stabilitet i høj søgang og evnen til at sejle og overføre servicemandskab mellem vindmølletårnene selv i hårdt vejr, da det reducerer service-holdenes spildtid, når de er på vagt ude på offshore vindmølleparkerne. De første to SeaStrider-fartøjer, der bliver bygget, skal benyttes ved vindmølleparken ved Anholt, og nummer tre og fire skal formentlig bruges ved en tysk vindmøllepark.