Lokalpolitik

Bygherrer skummede efter mødet

Rene Sørensen og Christian Abildgaard var mildt sagt ikke tilfredse

BLOKHUS: Rene Sørensen og Christian Abildgaard var blandt tilhørerne på byrådsmødet. Det er dem, der har købt den omtalte grund på 700 kvadratmeter. Skuffelsen over byrådets beslutning var malet i ansigterne på de to entreprenører fra Blokhus efter mødet. - Det er meget trist. Vi var rystet, da vi fik at vide, at lokalplanen pludselig blev pillet af bordet, sagde Christian Abildgaard, mens Rene Sørensen hovedrystende står og taler med Morten Marinus Jørgensen. Hvornår fik I det at vide? - Vi fik det at vide i dag (i torsdags, red.). Så drøftede vi det med Jansen, der beklagede meget, at det på gruppemøderne ikke så ud til, at der kunne skabes enighed om lokalplanen. Det var vi selvfølgelig ikke tilfreds med, sagde Christian Abildgaard. Han og Rene beklager, at der ikke har været henvendelser fra de erhvervsdrivende om det erhvervslejemål, som der var rift om så sent som fem timer før byrådsmødet. - Vi havde et møde med en, der ville leje sig ind, men vi måtte fortælle ham, at det kunne vi ikke give ham, sagde Rene Sørensen. Nu vil de lige sunde sig efter den knockout, som de føler, de er blevet ramt af. - Inde på mødet talte nogle om at de brugte hjertet, andre tænkte på økonomien. For os kan man ikke skille de to ting ad. Jeg har valgt at bo i Blokhus, opdrage mine børn her og det afspejler sig i alt hvad vi laver, sagde Christian Abildgaard. De er skuffede over, at når de har fulgt alle spilleregler i forbindelse med købet af grunden, at de så alligevel ikke må bygge. - Da grunden blev udbudt til salg, lagde vi et bud. Et flot bud vil jeg lige tilføje. Selv da vi bliver kaldt ind til møde angående tilrettelserne med den lavere byggeprocent, siger vi ok. Vi har stillet os i baggrunden i forbindelse med den polemik, der har været, og hvad er belønningen, spørger Rene Sørensen.