EMNER

Bygmester klar til at hejse flaget

- Lovændring vil være at vinde trods bøde

AALBORG:For Henrik Staun, medejer af byggefirmaet Lund & Staun, Sønderholm, er det en halv sejr, at beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) varsler en ændring af arbejdsmiljøloven, så arbejdsgivere i visse tilfælde kan slippe for overtrædelser begået af medarbejderne. - Jeg er klar til at hejse dannebrog, straks der kommer et konkret lovforslag, som ændrer ved de nuværende vilkår. Det er hårdt tiltrængt. Arbejdsmiljøloven har 35 år på bagen, og meget har ændret sig i mellemtiden. Ikke mindst på byggepladserne, hvor vi ikke konstant kan gå og kontrollere hver eneste ansattes gøren og laden. Medarbejderne må selv påtage sig et ansvar for egen sikkerhed, siger Henrik Staun. Siden Lund & Staun 14. august blev idømt en bøde på 35.000 kr. for brud på arbejdsmiljøloven, har firmaet haft en hovedrolle i arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeris kampagne for at få ændret reglerne. For at skabe opmærksomhed omkring spørgsmålet om ansvar på byggepladsen har Dansk Byggeri således stillet sig på Lund & Stauns side ved at betale de omkostninger, der er forbundet med, at sagen er anket til landsretten. - Jeg er taknemmelig for den bistand, jeg har fået derfra, siger Henrik Staun, der er forberedt på også at blive dømt i anden omgang, da landsretten skal vurdere sagen på samme grundlag som byretten. - Men selv om landsretten stadfæster dommen, har det stadig tjent et formål at anke sagen. Hovedformålet med alt det her har været at vække opmærksomhed for derved at få reglerne ændret. Opnår vi det, er det hver en krone værd, siger bygmesteren.