Lokalpolitik

Bygmester vil sælge andelsboliger i Hvalpsund

Seks til otte andelsboliger på vej

HVALPSUND:Bygmester Ole Høeg, Løgsted, vil i morgen eftermiddag præsentere planerne for seks-otte nye andelsboliger i Hvalpsund. Det sker på et orienteringsmøde på restaurant Marina. Boligerne skal ligge på et areal på Mosevangen, tæt ved Brugsen. Det er en arbejdsgruppe under Hvalpsund Borgerforening, der har fået kig på den grund. Oprindeligt havde gruppen indledt et samarbejde med Farsø Boligselskab, og boligselskabet var indstillet på at stå for byggeriet af syv seniorboliger på stedet. Men et flertal i byrådet sagde nej til at give kommunal støtte til projektet. Arbejdsgruppen gav ikke op og har nu fundet sig en ny samarbejdspartner i Ole Høeg. Nu bliver der tale om ustøttet byggeri baseret på kreditlån og sparekasselån. I og med at boligerne opføres som andelsboliger, kan der dog søges boligsikring. De planlagte huse vil blive i størrelsen 60-100 kvadratmeter og egne sig for både unge og ældre. - Der er rigtig mange ældre i Hvalpsund, der bor alene i et alt for stort hus. Jeg kender flere, der har snakket om at finde noget mindre. Så jeg håber da, at der kommer mindst 30 til orienteringsmødet, siger Jørgen Smed fra arbejdsgruppen. Alle de, der kommer, er nok spændte på at høre, hvad sådan en andelsbolig skal koste, for det har Ole Høeg ikke meldt ud endnu. - Det skulle jo gerne være sådan, at folk har råd til det, siger Jørgen Smed.

Breaking
Følg snestormens rasen live - politiet vil have lastbilerne af vejene
Luk