Bygning overtændt af flammer

Brand på nedlagt landejendom lørdag aften

Steffen Bek
Sent lørdag aften måtte Beredskab Jammerbugt rykke ud til brand på en ejendom på Skjulmarksvej ved Ingstrup. Foto: Martin Damgård
Redningsvæsen 22. juni 2014 08:35 - Opdateret 22. juni 2014 09:42

INGSTRUP: En person blev kørt til observation for røgforgiftning, og dele af en bygning stod ikke til at redde efter en brand på Skjulmarksvej ved Ingstrup lørdag aften.

Beredskab Jammerbugt blev alarmeret kort før kl. 23, og da brandfolkene nåede frem var en af bygningerne i det nedlagte landbrug fuldstændig overtændt af flammer.

- Flammerne stod op gennem taget, men vi fik hurtigt kontrol over ilden og fik begrænset branden til dele af bygningen, men der er en del sod- og røgskader i bygningen og dele af beboelsen, siger indsatsleder Ole Leonhard fra Beredskab Jammerbugt.

Branden er formentlig opstået i et udhus og har spredt sig til bygningen som blandt andet husede et kontor, men det er endnu uvist, hvad der var årsag til branden.

En beboer i huset måtte en tur på sygehuset til observation for røgforgiftning. Han var gået ind i den brændende bygning for at prøve at slukke ilden og lede efter en hund, men han måtte opgive. Hunden var dog stukket af og dukkede op et par timer senere.

Efter et par timers arbejde og efterslukning kunne brandfolkene køre hjem igen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...