Byld har spændt Svend Aage fast til sin kørestol

En infektion har ændret Svend Aage Frederiksens liv for altid

BØRGLUM:En lørdag i oktober sidste år havde Margith og Svend Aage gæster hjemme i Vrå. Svend Aage var lidt sløj, men var dog oppe for at deltage i hyggen. På det tidpunkt havde ingen forestillet sig, at han under et døgn senere ville kæmpe for sit liv. Bortset fra hudsygdommen Rosen og en dårlig ryg, har Svend Aage Frederiksen ikke tidligere haft store helbredsmæssige problemer. Han har arbejdet som langturschauffør med base i hjemmet i Vrå, hvor han boede sammen med sin kone Margith og deres fire børn. Da Svend Aage Frederiksen i oktober følte sig lidt syg, troede både han selv og hans kone, at det var et udbrud af Rosen, der var skyld i sløjheden. Men da han i løbet af søndagen blev dårligere, ringede Margith til vagtlægen - og det gjorde hun klogt i. Svend Aage Frederiksen havde fået en byld, som indeholdt bakterier, der trives uden ilt - og de angreb hans muskler i et eksplosivt tempo. I dag sidder Svend Aage i kørestol. Han har besvær med at tale, og hans arme og ben lystrer ikke rigtigt, som de skal. Men han skal være glad for i det hele taget at være her. - Lægerne sagde, at det var et spørgsmål om timer, før Svend Aage var død. Bakterien bredte sig som en ildebrand, konstaterer Margith. Da vagtlægen kom på besøg den søndag i oktober, var han slet ikke i tvivl om, at Svend Aage skulle indlægges - og på Hjørring Sygehus blev der hurtigt rekvireret en helikopter, som kunne flyve den syge nordjyde til Rigshospitalet i København, hvor han straks kom i et særligt trykkammer, hvor de aggresive bakterier blev forsøgt stoppet. Spændt fast til sengen Lægerne kæmpede, men de kunne ikke forhindre, at Svend Aage Frederiksen faldt i dyb koma. - Vi blev kaldt over for at sige farvel til ham flere gange, siger Susanne Frederiksen - Svend Aages søster. Men selvom udsigterne så slemme ud, vågnede Svend Aage igen. - Jeg kan huske, at jeg synes, det var mærkeligt, at de havde spændt mig fast til sengen, husker Svend Aage Frederiksen, der ikke var klar over, at den underlige fornemmelse, han havde i kroppen, kom af den lammelse, sygdommen havde påført ham. Familien husker også tydeligt, da Svend Aage vågnede op. - I begyndelsen kunne vi ikke helt finde ud af, om han kunne tale eller ej, husker Margith. - Det kunne jeg godt, men jeg var bange for at komme til at græde, supplerer Svend Aage, hvis hukommelse fra sidste vinter er meget sløret. Til gengæld husker han tydeligt tiden efter 1. december, hvor han kom tilbage til Nordjylland - først til Hjørring Sygehus og senere til plejehjemmet i Vrå. - Der kunne jeg ikke lide at være. Jeg fik ingen genoptræning, og jeg synes heller ikke, det var et sted at putte mig hen, siger Svend Aage bestemt. Heller ikke hans familie var tilfredse med den anbringelse, og det endte med, at de hentede ham hjem. - Jeg passede Svend Aage, og i dag fatter jeg ikke, hvordan jeg klarede den. Han er tung, og samtidig har han meget ondt i hele kroppen, så jeg skulle hele tiden passe på, siger Margith. Og ikke kun Margith har haft det svært. Hele familien har været nødt til at vænne sig til, at have en invalid mand, far og bror. - Nogle dage er stadig trælse at komme igennem. Det virker så uretfærdigt, siger Margith. Også Svend Aage har indimellem svært ved at acceptere sin situation: - Nogle dage synes jeg det ville have været bedre, hvis jeg bare havde lukket øjnene, siger han og tager et hiv af sin cigaret. Men når alt kommer til alt er alle nu alligevel glade for, at Svend Aage hurtigt kom afsted til Rigshospitalet, og at den galoperende byld blev stoppet inden det var alt for sent. Godt nok må Svend Aage og Margiths gæster nu besøge parret i Børglum i stedet for i Vrå. Og det er ikke sikkert, der bliver serveret røde bøffer til middagen. Både Margith og Svend Aage er på kontanthjælp, så pengene er små. Men gæsterne er garanteret velkomne, for dagene kan godt blive lidt lange i det lille hjem. Svend Aage vågner hver dag op til en ny dag i kørestolen, og Margith bruger stadig al sin tid i hjemmet. - Jeg håber, at jeg kommer til at arbejde igen, siger hun. Svend Aage har opgivet håbet om at komme på landevejen igen, men han fortsætter med genoptræningen, som langsomt gør ham mere mobil.