EMNER

Bymidten er på skinner

FARSØ:- Tidsrammen for Projekt Farsø Bymidte holder. Det er der slet ingen tvivl om. Det fastslår formanden for teknik- og miljøudvalget i Farsø Kommune, Kaj Wisti Lassen, efter der har været rejst en kende tvivl om projektet. - Vi holder fast i projektet med bymidten og skal blandt andet mødes med det vindende arkitekfirma 15. maj, fortæller Kaj Wisti Lassen. Det, som har skabt en del misforståelse, er sammenkoblingen mellem ideen om, at Røjbækvej kunne danne basis for en omfartsvej og så selve projektet med bymidten. - Vi holder fokus på midten og venter så med at forhandle med Nordjyllands Amt om et eventuelt vejbytte, siger Kaj Wisti Lassen. Et vejbytte kan komme i stand, fordi vejen gennem selve Farsø er en amtsvej, der kan blive kommunal, når Farsø Bymidte skal renoveres.