Bynær p-plads lukker ned

Sauers Plads bygges i højden med parkeringsdæk, der giver byen ekstra 100 pladser.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sådan ser det ny parkeringsdæk ud uden bebyggelserne omkring. Arkitektfirmaet har foreslået farvet asfaltbelægning på toppen som en visuel effekt. Illustration: Aarhus Arkitekterne A/S

Når sommerferien er slut, er det også slut med at parkere på Sauers Plads i Aalborg. 8. august bliver adgangen spærret til de 240 pladser mellem brandstationen og politigården. Området bliver en byggeplads de næste måneder, mens der stables et parkeringsdæk oven på den eksisterende parkeringsplads i terræn. 100 ekstra parkeringspladser kommer ud af manøvren. - Folk må i byggeperioden finde andre steder at parkere. Der er ledig kapacitet både i Friis og i Kennedy Arkaden, bemærker stadsingeniør Kurt Markworth. Hans håb er, at detailprojekteringen kan presse endnu flere pladser ud af investeringen. Grønt hus med lyssprækker 23. december skal byggeriet være færdig. Firmaet Hoffmann har totalentreprisen og samarbejder med Aarhus Arkitekterne, der har slået stregerne til det ny p-hus. Kravet fra kommunen er et meget grønt byggeri, som er pænt at se på. Blandt andet er der krav om, at en række gamle træer skal bevares. Hvis de ikke kan overleve byggeperioden, skal der plantes nye træer som erstatning. Facaden bliver spændt op med wirer, der giver en lethed i udseendet. Desuden er det planen, at der skal gro planter op ad facaderne, så de får et grønt og organisk udtryk. Som modspil til de rå betonelementer. For at undgå den totale formørkelse under parkeringsdækket opføres byggeriet opføres som fem rektangulære huse, der forbindes via kørebaner. Fire hak ned gennem bygningen sørger for at trækker lys og luft ind. Farvet asfalt på toppen? Som en lille arkitektonisk finurlighed er der i tegningsmaterialet lagt blå asfalt på parkeringsdækket. - Mange mennesker i området har udsigt til Sauers Plads, og de ville få noget spændende og flot at se ned på, hvis der lægges farvet asfalt med nogle fine mønstre. Så kunne dækket måske også bruges til boldspil, forklarer chefarkitekt Lars Sylvester, Aarhus Arkitekterne. Det bliver dog i sidste ende op til bygherrens ønsker og økonomiske formåen. Sideløbende med byggeriet af et ekstra parkeringsdæk på Sauers Plads, arbejder teknisk forvaltning også med en plan for at inddrage et areal ved Karolinelund til midlertidig parkeringsplads. Flere pladser ved Tæppeland Foran Tæppeland er der et større areal, der i dag ligger udnyttet hen. Her kan der etableres 70 offentlige p-pladser. For at planen kan lykkes, skal kommunen lave en aftale med Banedanmark. Der går et gammelt banespor igennem området, så hvis der laves offentlig parkeringsplads, skal kommunen leje eller købe banesporet. Hvis aftalen falder på plads, skal de ekstra p-pladser især dække parkeringsbehovet ved Nordkraft. Arealet er dog ikke en permanent løsning. Kommunen sender snart en ny parkeringskælder ved Musikkens Hus og Nordkraft i udbud. Men før det er bygget og klar til brug, går der mindst et års tid.