Byråd blander sig ikke i aftale med Ryanair

Frederikshavn Byråd vil ikke forsøge at få Aalborg Lufthavn til at annullere aftale med Ryanair

Hans Christensen
Et stort flertal i Frederikshavn Byråd afviser at blande sig i Aalborg Lufthavns aftale med Ryanair. Arkivfoto: Ryanair
Frederikshavn 3. april 2017 08:38

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Kommune blander sig ikke i Aalborg Lufthavns aftale med det nordirske lavprisselskab Ryanair, der nu vil flyve til og fra Aalborg Lufthavn.

Kun Enhedslisten støttede SF’s forslag om, at Frederikshavn Kommunes repræsentanter i lufthavnens repræsentantskab skulle arbejde for at få lufthavnen til at annullere den indgåede aftale med Ryanair.

Social dumping

- Social dumping er en af globaliseringens skyggesider, sagde Søren Visti Jensen (SF), der mener, at Ryanair undergraver den danske model med ordnede løn- og arbejdsvilkår, som fagbevægelsen og venstrefløjen har kæmpet for i generationer.

Frederikshavn Byråd har tidligere besluttet, at kommunens ansatte ikke må flyve med Ryanair i arbejdstiden, og SF’eren fandt det uforståeligt, at en bestyrelse med et socialdemokratisk flertal og Aalborgs tidligere borgmester Henning G. Jensen i spidsen har nikket ja til lufthavnens aftale med Ryanair.

Enhedslistens Ida Skov foreslog en generel boykot af selskaber, der ikke lever op til danske overenskomster, og efterlyste fagbevægelsens holdning.

Hvad bliver det næste?

- Vi skal ikke være formynderiske og blande os i borgernes valg af hvem de vil flyve med i deres fritid. det tilkommer ikke os, sagde Bjarne Kvist (S), og Flemming Rasmussen (DF) mente også, at det ville være for vidtgående:

- Hvad bliver det næste? Skal vi forbyde Ryanair at flyve over dansk luftrum? Det går for vidt.

- Og hvad med skibene, der anløber havnene i Skagen og Frederikshavn uden at have overenskomstansatte. Skal vi forbyde dem adgang, spurgte Jens Hedegaard Kristensen (S) retorisk.

Underbetalte mange steder

Venstres Lars Møller undrede sig over, at venstrefløjspartierne går til kamp for "nogle af dem, der tjener allermest, personalet i lufthavnene og i flymaskinerne".

- Samtidig rejser danskerne på ferie sydpå, drikker billigt rødvin og køber tøj, der er fremstillet af underbetalte arbejdere, bor på hoteller med billige tjenere, der får meget lavere lønninger, sagde Lars Møller.

John Karlsson (S), formand for arbejdsmarkedsrådet, understregede, at han som fagforeningsmand kæmper for den danske model.

- Men det kommer ikke den her sag ved. Det handler om, hvad lufthavnens bestyrelse har bestemt og hvad vi kan blande os i, sagde fagforeningsformanden.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...