Lokalpolitik

Byråd i storvask om rengøring

Den åbenbart ustyrlige kommunale rengøringsenhed fik næsten magtesløse politikere til at gå ud af deres gode skind i debat

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mopperi eller mobberi? Mange byrådspolitkere er rasende over den manglende styr på pengene i kommunens rengøring. Arkivfoto

VESTHIMMERLAND:Næst efter sex er rengøring den drift, der er sværest at styre. I hvert fald i Vesthimmerland. Den omskrivning af et gammelkendt politisk citat om jernbanedrift kan de fleste i byrådet nok skrive under på. For nu, hvor der ikke er nogen jernbane i kommunen mere, har styringen af den to år gamle rengøringsenhed vist sig fuldt ud lige så bøvlet at kontrollere under et budgets pressefolder. Det blev torsdagens byrådsmøde endnu et eksempel på. Ganske vist kunne politikerne dårligt gøre andet end at skrive under på endnu en ekstraregning, så mankoen er over seks millioner kroner i forhold til, hvad man regnede sig frem til i 2009. Men det var bestemt ikke et slag, flertallet havde i sinde at tage imod med ydmyghed. Byråd uden magt - Punktet hedder "Fremtidig organisering af rengøringsopgaverne". Men det er der ikke meget af for os at gøre nu. Jeg kan endda læse i rapporten, at 30-40 procent af de ansatte i enheden ikke kan planlægge deres rengøring, der foregår i skolernes åbningstid. Rengøring får vi heller ikke ligefrem ros for fra skolerne, sagde Henrik Dalgaard (K), formand for Børne- Skoleudvalget og den første til at åbne debatten. Blandt andet for at spare penge er det meste rengøring lagt i skolers og institutioners åbningstid. Det gør selvsagt ikke arbejdet med kost og spand let. Troede på ændringer Inden Dalgaard kom på banen havde den politisk ansvarlige for rengøringsenheden redegjort for sagen. Og Niels Krebs (K), formand for Teknik og Miljø, var tydeligt ærgerlig og berørt: - Det skal siges, at opstarten var fuld af fejl og mangler. Men vi er overbeviste om, at at hvis dette skal have en chance for at gå i nul, så skal vi omorganisere rengøringen og sende den tilbage til skolerne, sagde han indledningsvis. Den indstilling havde Økonomiudvalget overhørt. De bad i stedet byrådet om at betale regningen i håb om, at alle havde lært så meget af fejlene, at de ikke gentager sig i 2012. - Vi har fulgt op på det her utallige gange. Vi troede på forbedringerne hver gang. Alligevel er det endt sådan her. Har Økonomiudvalget tænkt over, hvad de har besluttet? Jeg kan ikke garantere, at budgettet holdes, sagde han lettere fortvivlet til Økonomiudvalgets formand, hans partifælle borgmester Knud Kristensen. Hold så budgettet Var der i salen en pæn forståelse for, at det var vanskeligt at sætte en enhed på over 100 rengøringsfolk i gang og styre den over hele kommunen, så var der grænser. Både partifællen Knud Kristensen, Venstres Kurt Friis Jørgensen og Rasmus Vetter (S) gjorde opmærksom på at budgettet SKAL holdes. - Ellers må I bruge det mindre asfalt eller hvad ved jeg næste år. Sådan er betingelserne for alle udvalg, sagde Rasmus Vetter således. SF's Berit Byg roste Økonomiudvalget for at give enheden en chance til. - Debatten har kørt al den tid, vi har siddet her i byrådet. Måske var vores forventninger i virkeligheden for store til aftalen. Skolerne klager over standarden, sagde hun. Debatten gik videre et stykke tid endnu, og hvis ord kan være som piskeslag, så er Niels Krebs' ryg øm nu. Alle vidste dog, at de ikke kunne gøre noget. Andet end at inspirere politikere, embedsmænd og rengøringsfolk til virkelig at gøre deres yderste, så budgettet holder næste år. Men det er vel også en debat værd.