Skolevæsen

Byråd klar med millioner til skolerne

Et bredt flertal er klar til at afsætte langt mere end de 10 mio. kr., som budgetforslaget indeholder, til renovering af skoler.

Bredt flertal for at afsætte langt mere end de 10 mio. kr., som budgetforslaget indeholder til renovering af skoler. Arkivfoto: Michael Koch

Bredt flertal for at afsætte langt mere end de 10 mio. kr., som budgetforslaget indeholder til renovering af skoler. Arkivfoto: Michael Koch

Det er endnu uvist, om det bliver 10, 20 eller et helt andet millionbeløb, der bliver afsat ekstra til renovering af skoler og fleksible læringsmiljøer på Aalborg Kommunes folkeskoler næste år. Men sikkert er det, at elever og lærere på nogle af skolerne kan se frem til at få bedre fysiske rammer at opholde sig i. I det oprindelige budgetforslag fra 7. september blev der afsat 10 mio. kr. til formålet, men det beløb bliver altså væsentligt større. Det står klart efter byrådets førstebehandling af budgettet i byrådssalen i går. Skole- og kulturrådmand Henrik Thomsen (SF) forklarede, at skole- og kulturudvalget havde peget på, at der reelt var behov for 91,5 mio. kr. til skolerenoveringer, fleksible læringsmiljøer og handicapforanstaltninger på skolerne næste år. Udvalget vidste godt, det var urealistisk at få afsat så stort et beløb. - Men der er stor forskel på 91,5 mio. kr. og de 9,7 mio. kr., der er afsat. Vi har mange skoler, der trænger til et løft, sagde Henrik Thomsen. Han blev bakket op af andre medlemmer af udvalget. Sørn Norhald (S) fortalte, at han på grund af de få midler til skolerne var dybt deprimeret, da han forlod budgetseminaret for tre uger siden. Men depressionen var lettet en smule efter de udmeldinger, som politikere var kommet med. Og han glædede sig som et andet barn til budgetforhandlingerne om en uge, for han forventede, at han på det tidspunkt kan pakke en gave op bestående af flere penge til skolerne.