Lokalpolitik

Byråd klar til sammenlægning

Et flertal af byrådsmedlemmer i Hjørring vil være med i ny storkommune

HJØRRING:Står det til mange af medlemmerne af byrådet i Hjørring, så kommer den politiske ledelse af den kommende storkommune til at ligne det nuværende byråd i Hjørring. I hvert fald ønsker ti af de nuværende lokalpolitikere at genopstille ved det næste kommunalvalg, mens kun to allerede nu har bestemt sig for, at de ikke vil være med til at bestemme i en ny storkommune. Det viser en rundspørge, som NORDJYSKEhar foretaget blandt byrådsmedlemmer i Hjørring, Hirtshals og Sindal kommuner. De tre kommuner har allerede holdt polterabend med henblik på et kommunalt ægteskab. Vi spurgte om det enkelte medlem ønskede at genopstille, når man som politiker kan se frem til et anderledes politisk landskab med nye og større opgaver for kommunen, og dermed for byrådet. Af de 21 medlemmer i Hjørring byråd svarede 16 på NORDJYSKEs spørgsmål. Og selv om en del endnu ikke har taget stilling til deres politiske fremtid, så er mange positive overfor det politiske arbejde i en større kommune. En af dem er det yngste medlem af Hjørring byråd, Niss Ribergaard (S) - Det bliver godt med en nye storkommune og jeg tror, at arbejdet bliver en spændende udfordring for politikerne i det større byråd, siger han. Også Kurt Mikkelsen fra Venstres gruppe ser frem til arbejdet i en ny storkommune. Markante profiler bliver - Det bliver spændende og kommunen vil formentlig få en størrelse, så vi kan løfte store opgaver og samtidig være en modvægt til Aalborg.Der kommer også en stor og spændende opgave med at tilgodese nærdemokratiet i en større kommune, siger Kurt Mikkelsen. Blandt de byrødder i Hjørring, som oplyser, at de genopstiller er så markante navne, som formanden for teknik og miljøudvalget Ole Ørnbøl (S) og Ove Jacobsen (V), der er formand for fritids- og kulturudvalget. Også SF"s veteran, Jørn E. Christiansen har mod på en ny politisk tørn. I modsætning til borgmester Bent Brown (S), der allerede har meddelt, at han ikke genopstiller. En anden markant profil, Else Købstrup (V), har endnu ikke taget stilling til, om hun vil være en del af den kommende ledelse af en ny storkommune. Hirtshals tøver Mens mange i Hjørring altså gerne griber efter magten i den nye storkommune, kniber det mere med naboerne i Hirtshals og Sindal. Kun et enkelt byrådsmedlem i Hirtshals ønsker at melde positivt ud. - Jeg vil meget gerne fortsætte i politik og umiddelbart betyder størrelsen ikke noget for mig. Desuden synes jeg, det er vigtigt, at Hirtshals også bliver repræsenteret i den nye kommunale ledelse, siger Viggo Bilde(T) fra byrådet i Hirtshals. Otte af hans kollegaer ønsker ikke at svare eller har endnu ikke taget stilling til deres fremtid. I alt deltog 10 Hirtshals-politikere ud af 19 mulige i undersøgelsen. Også i Sindal tøver man med at tage stilling. Kun syv ud af de i alt 17 medlemmer af byrådet i solskinsbyen besvarede e-mailen fra NORDJYSKE. Til gengæld vil seks ud af de 10, der svarede gerne være med i et nyt og større byråd. Dog mangler det mest spændende svar fra Sindal. Borgmester Søren Risager (V)vil endnu ikke tage stilling til sin politiske fremtid i en ny kommune. - Nu skal vi først snakke om sammenlægningen, og så kan min person vente, siger SørenRisager.