Byråd så resultat af skolerenovering

Forvaltningschefer og byrådsmedlemmer på sight-seeing i egen kommune

BINDSLEV:Selvom der var dækket kaffebord til over 50, synede det ikke af meget i det nye 700 kvadratmeter store rum, Bindslev skole har fået som tillægspræmie i forbindelse med den netop overståede renovering af tag og tagterasse. - Vi har fået nyt tag, og selvom der i starten var mange forskellige holdninger til projektet, også forbeholdne, er vi alle tilfredse i dag. Nu skal vi til at fylde disse nye fornemme rammer ud, sagde skoleinspektør Henrik Frands Madsen, da han bød byrådsmedlemmer og ledergruppe med fæller velkommen til at tage ”nybygningen” i øjesyn. Og Bindslev Skole gjorde noget ud af dagen, hvor der var prominent besøg fra rådhuset i Hirtshals. Skolens Big Band med kor underholdt, og der var kunstaf-sløring, så en del af de endnu meget bare vægge blev udsmykket. Syv billedrammer med hver fire kunstværker blev fornemt afsløret af Tessa og Maria fra 3. klasse. - Det tog lang tid. for nogle helt op til otte timer, men så blev resultatet også flot synes vi, konkluderede de. Og det kunne gæsterne kun give pigerne ret i. Også 5.-6- klasse bidrog til udsmykningen med fire billedrammer med elevernes tyekstilkunst. De blev afsløret af Birgitte og Annika fra 6. klasse. Inden kaffen benyttede skoleinspektøren lejligheden til at præsentere de renoveringsforslag, man på skolen kan ønske sig i den kommende tid. - Vi har bl.a. nogle faglokaler, der er temmelig gamle. Vort fysiklokale står oveerfor at skulle holde 40 års jubilæum, og jeg er ikke sikker på, at der er nogen på og omkring skolen, der ser frem til at skulle fejre det, sagde han bl.a. Medlem af Hirtshals Kommunes Kunstudvalg Ole Albæk overrakte skole n en lille, meget smuk glasskulptur som en lykønskning med de nye rammer. - Det er rart her på vor lille udflugt også at møde brugere og borgere, og det er bestemt også herligt at blive modtaget af folk, der både har en mission og vision, sagde han indledningsvis. Og på god gammel skolemesterfacon fortalte han veloplagt om figuren og om græsk mytologi, Akropolis mv.