Lokalpolitik

Byråd skubbede igen til udviklingen

DRONNINGLUND:Selv om det på gårsdagens ekstraordinært indkaldte byrådsmøde var borgmester Mikael Klitgaards (V) andetsteds omtalte orienteringssag om den omstridte vindmøllepark ved Try, der skabte mest debat, fik de folkevalgte i forbindelse med tre andre sager også sat yderligere skub i kommunens løbende udvikling. Det skete blandt andet, da byrådet sagde ja til at nedlægge en del af Lucernevej i Klokkerholm for på dén måde at give rammemæssig plads til en udvidelse - med nye, tilhørende arbejdspladser - af Klokkerholm Karosseridele. Derudover sagde byrådet ja til at fastsætte prisen for de seks nye grunde i den seneste af Østermarken-udstykningerne i Hjallerup til 230 kr. pr. kvadratmeter, ligesom der af de folkevalgte også blev sagt god for et forslag til en ny lokalplan for et nyt boligområde nordvest for Bøgelunden i Hjallerup. I forbindelse med sidstnævnte spurgte Eskild Sloth Andersen (S), om der fra kommunal side er gang i arbejdet med at skabe plads til nye boligområder i Hjallerups vestlige ende - hvilket ifølge S-politikeren er nødvendigt efter færdiggørelsen af Bøgelunden-udstykningen. Hertil svarede borgmester Mikael Klitgaard (V) bekræftende, at det er der - p.t. på forvaltningsniveau.