Lokalpolitik

Byråd til hemmeligt byrådsmøde

Aars Kommunes borgmester Knud Kristensen (K) er kommet i modvind i dele af byrådet fordi han undlod at orientere pressen og offenligheden om et ekstraordinært byrådsmøde om budgettet 29. september. Da budgettet blev vedtaget onsdag eftermiddag rejste kommunens tidligere borgmester Per Nørgaard (V) kritik af Knud Kristensen. - Efter min mening efterlader dagsordenen ingen tvivl om, at der var tale om et offentligt byrådsmøde, som borgmesteren undlod at fortælle offentligheden og pressen om, siger han til NORDJYSKE. Lektor i forvaltningsret ved Danmarks Journalisthøjskole i Århus, Oluf Jørgensen er enig, - Som indkaldelsen er formuleret, så er der tale om et møde, hvor byrådsmedlemmerne har mødepligt, og som er beslutningsdygtigt. Og så kommer kommunen ikke uden om at annoncere mødet. Borgmester Knud Kristensen mener ikke, at han er skyld i brud på styrelsesloven. Han holder fast i, at der efter hans opfattelse var tale om et temamøde om budgettet. - Intentionen med formuleringen var alene at sikre, at alle byrådsmedlemmerne mødte op. Det har aldrig været meningen, at holde et byrådsmøde, siger han