Byråd vækker harme hos forældre

200 harme og skuffede forældre var at finde efter byrådets upopulære beslutning

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den kommende skolestruktur var i fokus på tirsdagens byrådsmøde, der foregik i Thy Hallen og havde flere hundrede tilhørere. Foto: Peter Mørk

Børnene er ofre. Bevar Hundborg Skole. Bevar Klitmøller. Bannere og t-shirts i Thy Hallen gjorde det klart at forældrene til de små truede skoler, Stagstrup, Skjoldborg, Hundborg og Vorupør, ikke ville give afkald på deres skoler. Men lige meget hjalp det. Stagstrup blev skånet, mens byrådet besluttede at fremsætte forslag om, at Skjoldborg, Hundborg og Vorupør skal lukkes og laves om til undervisningssteder for 0-3. klasse. Klitmøller blev også ramt og må også indstille sig på kun at have 0-3. klasse. Harm over beslutning Mens forældre fra Stagstrup Skole kunne ånde lettet op, spredte byrådets beslutning harme hos forældrene fra de lukningstruede skoler. - Det var en slem gang gøgl, der bare viser at vi ikke kan stole på politikerne, lyder det tørt fra Lars Thede, som sidder i skolebestyrelsen på Hundborg Skole. Lars Thede mener også, at byrådet beslutning siger en ting eller to om byrådsmedlemmernes alder: - Deres beslutning i aften viser med al tydelighed, at der kun er få af politikerne der selv har børn og ved hvor vigtigt det er med nærvær og tryghed. Håbet på uenighed Byrådets beslutning kom dog ikke et chok for de fremmødte forældre, havde de alligevel håbet på et andet udfald. - Det er ikke overraskende, men jeg havde alligevel håbet på, at der kom nogle ændringsforslag som kunne sikre vores små skoler, forklarer Thomas Baun, forældre fra Klitmøller. Og hos Hundborg forældrene var håb om uenighed blandt politikerne: - I mit stille sind havde jeg håbet på, at de ikke kunne blive enige i aften og måtte starte forfra. Men sådan skulle det selvfølgelig ikke gå, siger Lars Thede. Nu går arbejdet igang Men selvom første omgang er tabt, for de fleste af de fremmødte forældre, er slaget ikke slut. Det ved forældrene og gør sig klar til at kæmpe for deres skoler i de næste otte ugers høringsrunde. - Vi dropper sommerferien og kaster os ud i arbejdet for at bevare Vorupør Skole, fastslår bestyrelsesformand for Vorupør Skole, Tonny Sørensen. Og selvom aftenen ikke gik som håbet, kunne Tonny Sørensen dog stadig se en smule lys: - Om ikke andet, så har vi da fået kampgejst med herfra i aften.