Lokalpolitik

Byråd vil granske timepriser

Lang ideologisk debat om den nye lov

TERNDRUP:En timepris på 220 kroner for at gøre rent og yde pleje og omsorg i dagtimerne. Kan det mon virkelig passe, at Skørping Kommune kan yde hjemmehjælp for det beløb? Det opstod der nogen tvivl om, da byrådet i aftes havde kastet sig ud i en lang og meget ideologisk præget debat om den nye lov om fritvalg, som Skørping Kommune nu skal til at føre ud i praksis. Niels Jørgen Nielsen fra Borgerlisten foreslog raskt, at kommunen i stedet satte prisen op til 300 kroner i timen. - Ellers kan det da ikke løbe rundt for et firma, der prøver at byde ind. Jeg tror faktisk, at prisen er 300 kroner i forvejen for kommunen. Jeg siger ikke, den er dumpet, men den er nok regnet ud på en måde, som ikke kan passe helt, mente Niels Jørgen Nielsen, som dog gik med til borgmester Børge Olsens (S) forslag i stedet: At byrådet på stedet godkendte de fremlagte priser og betingelser for leverandørerne, og at forudsætningerne for timeprisen så skal fremlægges for byrådet på det næste møde. - Så kan byrådet godt vælge at forhøje prisen, når vi har set beregningerne, forklarede han, efter at mødet havde været suspenderet i fem minutter, så embedsmændene kunne rådgive om, hvad der mon var lovmedholdeligt i sagen. Til gengæld fik Niels Jørgen Nielsen ikke lov til at få en afstemning om, at byrådet i Skørping Kommune simpelt hen boykotter loven. - På Christiansborg burde man have givet kommunerne frit valg til at indføre fritvalgsordningen. Den er bare trukket ned over hovedet på os, sagde han og fik Henrik Christensen (S) til at live op: - Hvis fremsætter det forslag om at boykotte og tage skraldet for det, så skal jeg nok støtte dig. Jeg er helt med på det, sagde han. Men det var hans partifælle, borgmesteren, absolut ikke. - Jeg er enig i, at det ville have været skønnere, hvis vi selv havde besluttet at indføre ordningen. Men det her med at boykotte loven, tror jeg ikke, vi får noget ud af, sagde Børge Olsen. Det var socialudvalgsmedlem Flemming Møller Mortensen (S), som lagde ud i debatten med en meget lang argumentation imod hele tanken bag loven. - For mig egner noget så sårbart som pleje-omsorg sig overhovedet ikke til at udbyde til private firmaer. Det er på kanten til at være amoralsk, at nogen skal tjene penge på det, sagde han blandt andet. Forinden var socialudvalgsformand Finn Sejrup Pedersen (SF) kommet med nogle bemærkninger, der mest var med udvalgsformandskasket på. - Min egen mening vil jeg spare jer for. Men det her er en kæmpeopgave, som er kommet hurtigt. Jeg vil give min anerkendelse til de ansatte i socialforvaltningen, sagde han og hævede stemmen lidt: - Det gælder også forvaltningschefen, der jo hedder Ole Brandt Jensen, sagde Finn Sejrup Pedersen. På den anden side af byrådssalen var der også opbakning til forvaltningens indsats for at få en ny og kompliceret lov indført så hurtigt. Og her var man også meget mere varm på ideen bag loven. Annie Ovesen (V) gik for eksempel til angreb på Leon Sebbelin (R), som i en ironisk tone mente, at hvis markedet var bedre end det offentlige til at yde omsorg, så skulle man tage at overlade det hele til markedet. - Jeg personligt tror ikke på, at markedet kan give omsorg, sagde han og stødte dermed Annie Ovesen: - Siger du dermed, at private ikke kan yde omsorg. Det er da stadig mennesker, der kommer ud til fru Hansen. Vi har da ikke indført robotter endnu. Socialudvalgsmedlem Svend Hørsman (V) forsvarede også den nye ordning og udtrykte blandt andet tvivl om, hvorvidt ældre-handicaprådets store bekymring i høringssvaret havde bund i et samlet råd, eller det alene var formandens mening. I øvrigt var høringssvaret blevet sendt ud til alle byrådets medlemmer på forhånd, selv om det ikke fremgik af dagsordenen. Det indledte borgmesteren med at forklare, efter at NORDJYSKE i går skrev om sagen. Socialudvalgsmedlem Karen Margrethe Andersen (V) ville dog godt indrømme, at hun havde "kriller i maven" og var spændt på, hvordan det nu gik med at indføre ordningen. - Vi er enige om, at vi har et område, der fungerer godt i dag. Derfor skal vi også sikre os, at de ydelser, vores medborgere får i fremtiden, har den samme kvalitet, sagde hun. Den nybagte løsgænger, Peter Riise, tidligere Venstre, var lidt skeptisk overfor, om man kunne "lave en gesjæft ud af det" på baggrund af kommunens lave timepris: - Men selvfølgelig kan de private gøre det akkurat lige så godt. De har nemlig ikke for vane at holde lige så mange møder, sagde han blandt andet. Mogens Schou Andersen (DF) hæftede sig især ved, at man ved denne ordning - modsat udliciteringer - ikke var nødt til at overtage de kommunale medarbejdere.