Lokalpolitik

Byrådet har det sidste ord om reparation af Thy-Hallen

Omkring fem millioner kroner - eller et større beløb, det afgør byrådet 19. juni THISTED: Skal Thy-Hallen repareres efter vinterens sammenstyrtning, så centerhallen igen vil fremstå i nogenlunde samme udformning som før hallens ene ende brasede sammen under snemassernes tryk. Eller skal man forsøge at få det optimale ud af uheldet og bruge anledningen til at udvide hallen, så der blandt andet bliver flere tilskuerpladser. Spørgsmålet om enten en nødvendig reparation eller en udvidelse, der kan blive den ideelle løsning er til politisk debat to gange i denne måned. Første gang når kommunens økonomiudvalg mødes 12. juni, og næste gang når byrådet samles 19. juni. - I sidste ende bliver det op til byrådet at træffe den endelige afgørelse om, hvor mange penge kommunen har til reparationen af Thy-Hallen, siger borgmester Erik Hove Olesen som forleden klart tilkendegav, at den endelige beslutning om omfanget af arbejderne på Thy-Hallen skal træffes senest den 19. juni. Kommunen har tidligere meldt ud, at det beløb, den har til formålet, er i størrelsen 4,5 til fem millioner kroner. For de penge kan hallen repareres efter februars kollaps, så den vil fremstå som før gavlen brasede sammen. Men hvorfor ikke gribe muligheden og bruge anledningen til at lave en egentlig udvidelse af centerhallen, blandt andet med flere tilskuerpladser. Det forslag kom fra blandt andre TIK Erhverv, der så nogle muligheder i at vælge den helt store løsning, som vil koste i størrelsen omkring 10 millioner kroner at gennemføre. TIK Erhverv tilbød tidligere at forsøge at finde differencen mellem de cirka 5 millioner kommunale kroner og prisen på de omkring 10 millioner, men har nu opgivet det forsøg. - Derfor vil økonomien til reparationerne på Thy-Hallen afhænge af de politiske drøftelser senere på måneden, siger borgmesteren og tilføjer, at udgangspunktet er et beløb omkring de fem millioner kroner. Erik Hove Olesen præciserer samtidig, at det beløb på 560.000 kroner, der var nævnt i Thisted Dagblads omtale i går, torsdag, af, at TIK Erhverv har opgivet at finde penge til støtte for halprojektet, ikke skal bruges i forbindelse med det forestående genopbygningsarbejde af den sammenstyrtede gavl. Pengene skal bruges til forstærkning af konstruktioner andre steder i halkomplekset, der er opført efter samme principper som den konstruktion, der kollapsede under vinterens snetryk. @Byli.9.special.bund:Af Jens Fogh-Andersen jens.fogh.andersen@nordjyske.dk