Lokalpolitik

Byrådet ikke informeret

Hans Jørgen Kaptain (V) vred over manglende information om Palm City.

Hvorfor har vi i byrådet ikke hørt om det før midt i december? Det er dybt beklageligt og man må spørge, om der er andre ting, vi heller ikke har fået noget at vide om. Det siger Venstres gruppeformand, Hans Jørgen Kaptain, i en kommentar til sagen om den manglende bankgaranti fra selskabet bag Palm City. Som omtalt forleden har selskabet bag det ambitiøse feriecenter bedt kommunen om genforhandling af købsaftalen. Bankgarantien på 46,5 millioner kroner er aldrig stillet, og byrådet blev først informeret i forbindelse med mødet 17. december. Det finder Hans Jørgen Kaptain kritisabelt. - Det er muligt, at vi ikke har en krone i klemme, som borgmesteren siger, men kommunen har da brugt store mange resurser på det projekt. Vi ønsker alle, at det bliver til noget, men vi må have tillid til, at byrådet får alle relevante oplysninger i så vigtige sager. Det har vi ikke efter forløbet her og man må spørge, om der er andre ting, vi heller ikke får at vide, siger Hans Jørgen Kaptain. NORDJYSKE har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den socialdemokratiske borgmester Erik Sørensen.